Væltet anhænger skaber myldretids-kø ved Vordingborg
Gødning fra en væltet anhænger er nu ryddet op på E47 i sydgående retning. Begge spor er igen åbne.


Anhængeren på en lastbil, der væltede på motorvejen ved Vordingborg i sydgående retning, har tirsdag eftermiddag forårsaget kødannelser.

Begge spor er 16.30 åbnet igen, efter at have været lukket i omkring en time. Det ene spor blev åbnet lidt over klokken 16.

Det var ifølge politiet gødning fra den væltede anhænger, som tog længere tid end forventet at rydde op. Men nu er anhængeren rejst op igen og gødningen fjernet.

- Der vil stadig være lang kø, som jo tager tid at afvikle. Man kan køre af ved afkørsel 40 eller 41, men kun personbiler kan køre over Storstrømsbroen i stedet for Farøbroerne, siger Anders Mikkelsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi til Ritzau.

Han siger, at man endnu ikke ved, hvad der forårsaget uheldet på motorvejen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.