Togene begynder igen at rulle på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Rungsted Kyst, efter at væltede træer skabte problemer tidligere på morgenen.
På grund af manglende strøm i nogle køreledninger kørte der ingen Øresundstog på strækningen i omkring en times tid, oplyser DSB på sin hjemmeside.
Strømudfaldet skyldes en brand i forbindelse med nogle væltede træer, og passagerer måtte benytte S-tog mellem København H og Klampenborg, hvorfra den videre rejse nordpå til Rungsted Kyst foregik med busser.
DSB oplyser, at der nu kører tog hver 20. minut med stop ved alle stationer. Og DSB håber at kunne indsætte flere tog efter klokken 7.30, når "vi har fået styr på vores togvogne og personale", lyder det på hjemmesiden.
/ritzau/