Vælgerne elsker Putin - men hans parti er trængt før valg
Før søndagens valg fylder Ukraine og Syrien kun lidt. Vælgere er vrede over, at pensionister overses.
Tilhængere af det stærkt nationalistiske Liberale Demokratiske Parti. De lytter til deres leder, Vladimir Sjirinovskij.
Tilhængere af det stærkt nationalistiske Liberale Demokratiske Parti. De lytter til deres leder, Vladimir Sjirinovskij. Foto: Alexander Nemenov/AFP


Der ventes ingen radikale ændringer ved parlamentsvalget søndag i Rusland, men præsident Vladimir Putins parti bakkes ikke lige så talstærkt op som tidligere.

Valget er det første, siden Rusland annekterede Krim i 2014.

De seneste meningsmålinger viser, at støtten til Forenet Rusland, som har domineret parlamentet siden 2003, svinder. Men manden bag partiet, præsident Putin, er stadig meget populær.

Landets eneste uafhængige meningsmålingsinstitut, Levada Center, vakte postyr tidligere på måneden, da det viste, at støtten til Forenet Rusland i løbet af få uger var faldet fra 39 til 31 procent.

Få dage senere blev Levada Center sortlistet af den russiske regering som "udenlandsk agent". Det er en omskrivning for organisationer, der modtager penge fra udlandet, og som beskæftiger sig med russisk politik.

Meningsmålingsinstituttet står nu over for store bøder, og ifølge dets ejer kan det reelt betyde, at Levada Center må lukke.

- Vælgerne er noget trætte af Forenet Rusland, og de reagerer vredt på nogle bommerter fra partiets leder, premierminister Dmitrij Medvedev, siger den politiske analytiker Mikhail Trotskij.

Medvedev er havnet i det varme sæde, fordi han har sagt, at landet mangler penge. Der er derfor ikke midler til at hæve de i forvejen små folkepensioner.

Ruslands valuta har tabt 50 procent af sin værdi over for dollar i de seneste to år, og landet er trængt af vestlige sanktioner på grund af krigen i Ukraine. Import af varer er meget dyrere. Landets vigtigste eksportvare, olie, har de seneste to å været ramt af meget lave priser på verdensmarkedet.

- Den hjemlige økonomi vil påvirke valget. Det totale stemmetal for Forenet Rusland ventes at blive under 50 procent, siger den politiske kommentator Vladimir Frolov.

- Jeg kan ikke se, at vælgerne bekymrer sig meget om Ukraine eller Syrien, konstaterer han.

Rusland har fire store partier. Forenet Rusland er langt det største. De øvrige er det socialdemokratiske Et Retfærdigt Rusland, det stærkt nationalistiske Liberale Demokratiske Parti og Kommunistpartiet.

Et Retfærdigt Rusland ventes at blive straffet af vælgerne for at optræde som en "falsk opposition" - at partiets rolle har været at bidrage til illusionen om et åbent demokrati i parlamentet.

Det kan måske give centrumvenstre-blokken Jabloko en lille chance for at vinde mandater, siger den politiske kommentator

- Det ville være en gave fra Kreml, hvis det behøver Jabloko til at fremstille valget som frit og retfærdigt, mener Frolov.

Putin selv behøver ikke bekymre sig lige nu. En måling fra Levada Center gav ham i sidste måned 78 procent opbakning fra de russiske vælgere.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.