Vælg den bedste digitale p-billet for dig
Aarhus og København er gået over til et nyt digitalt parkeringssystem, og der er både fordele og ulemper ved de nye betalingsløsninger
Det er nemt at betale for parkering med mobilen. Til gengæld skal man betale et gebyr på mellem en og fire kroner.
Det er nemt at betale for parkering med mobilen. Til gengæld skal man betale et gebyr på mellem en og fire kroner. Foto: Johansen Linda/free


I Danmarks to største byer kan man nu slippe for at trodse regn og rusk for at købe parkeringsbilletter.

København og Aarhus er gået over til et digitalt system, hvor man betaler elektronisk for sin parkeringsbillet med sin telefon eller med dankort i automater opstillet i gadebilledet.

Det digitale p-system fungerer ved, at man indtaster sin nummerplade i automaten eller appen. Parkeringsvagterne kan derefter skanne din nummerplade og tjekke, om du har betalt.

Men hvad er smartest og billigst? Dankort eller mobilbetaling?

Dennis Lange, jurist i bilorganisationen FDM mener, at parkeringsapps generelt giver stor komfort for bilisterne i København.

- Hvis du sidder i et møde eller til kaffe hos tante Oda, og det trækker ud, kan du forlænge din parkering uden at skulle ned til bilen. På den måde er appen mere fleksibel end dankortet, siger han.

Hvis man betaler sin p-billet med dankort i København, betaler man for den tid, man forventer at holde parkeret. For eksempel tre timer. Derfor kan man risikere at betale for meget eller skulle tilbage til automaten for at forny sin billet.

Det slipper man for ved at bruge en af de tre apps, der klarer betalingen for parkeringen både i Aarhus og København - ParkPark, EasyPark og ParkMan.

Til gengæld betaler man et gebyr, når man køber parkering med mobilen. Hos EasyPark koster det 4 kroner, hos Parkman mellem 1 og 4 kroner, og hos ParkPark 3 kroner. Man kan dog også oprette et månedligt abonnement, der gør det billigere, hvis man parkerer hyppigt.

- Hvis man bruger mobilbetaling og parkerer hver dag, kan det måske være fordelagtigt at have en abonnementsordning. Men hvis man kun parkerer en gang om måneden, kan det være billigere at betale et lille gebyr hver gang frem for at have et abonnement, man ikke får brugt, siger Dennis Lange fra FDM.

I Aarhus betaler man kun for den faktiske tid, man holder parkeret, lige meget om man bruger dankort eller mobilbetaling.

Man kan også betale med en såkaldt skrabebillet, som man skraber felter på, så tid og dato passer med tidsrummet for parkeringen. Derefter lægger man billetten i forruden.

Men det er de færreste aarhusianere, der bruger skrabebilletter, fortæller Joshua Krogager, teamleder for Parkering og Taxa i Aarhus Kommune.

- Langt de fleste bruger dankort eller app. Det smarte ved appen er, at du ikke skal stige ud af bilen og gå hen til automaten. Appen husker dine kreditkortoplysninger og din nummerplade, så man risikerer ikke at taste nummerpladen forkert ind. Samtidig kan man hele tiden tjekke, hvor lang tid, man har tilbage af sin parkering. Appen er fremtiden, siger Joshua Krogager.

Lige meget hvilken betalingsløsning, man vælger, er det vigtigt at lære sin nummerplade godt at kende med det nye parkeringssystem, siger Dennis Lange fra FDM.

- Det er super vigtigt, at man er omhyggelig med at taste alle cifrene i sit registreringsnummer rigtigt ind lige meget om det er på appen eller ved automaten. Ellers betaler man for en anden bil og risikerer at få en parkeringsbøde, siger Dennis Lange.


Fakta om digital parkering:

- 35 procent af parkeringerne i København bliver betalt via en af de tre tilgængelige mobilapps fra Easypark, ParkPark og ParkMan.

- I København kan man stadig betale med mønter, men ikke med sedler.

- Motorcyklister skal nu også betale for parkering på lige fod med bilisterne.

Kilde: Københavns Kommune

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.