Vækstudfordringer i Kina smitter af på dansk eksport
Dansk eksport faldt 2,6 procent i september. Lavere vækst i Kina er med til at trække ned.
Dansk eksport falder, og det kan kædes sammen med, at den globale økonomi er påvirket af lavere vækstudsigt i Kina, vurderer flere analytikere. Arkivfoto.
Dansk eksport falder, og det kan kædes sammen med, at den globale økonomi er påvirket af lavere vækstudsigt i Kina, vurderer flere analytikere. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


Danske virksomheder fik afsat lidt færre varer til udlandet i september, hvor eksporten faldt 2,6 procent, oplyser Danmarks Statistik.

Og dermed blev der sat et punktum for et skuffende kvartal for den danske eksport, hvor eksporten faldt med 3,2 procent i forhold til 2. kvartal. Årsagen skal blandt andet findes i Kina.

- Det har længe stået klart, at den høje vækst i Kina kan være hastigt på vej ned, og at verdensøkonomien blandt andet derfor ikke er helt er oppe i gear. Det smitter selvfølgelig af på dansk eksport, siger seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank

Han understreger i en skriftlig kommentar, at den danske eksport til Kina i sig selv kun er faldet 1,2 procent i tredje kvartal.

- Men når tyskerne eksporterer mindre til Kina, får vi naturligvis også en effekt i Danmark. Og netop dansk vareeksport til Tyskland er faldet med 14 procent, siger han.

Ifølge Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank, er det ikke konkurrenceevnen i de danske eksportvirksomheder, den er gal med.

- Tværtimod er de danske eksportvirksomheders konkurrenceevne stærk, og nedgangen i eksporten skyldes derfor i høj grad en svagere global efterspørgsel, skriver han i en kommentar.

- Vækstafmatningen i Kina har lagt en naturlig dæmper på eksporten, ligesom den lave oliepris har skabt et vakuum i hele energisektoren, hvor der er ikke bliver investeret, siger Peter Bojsen Jakobsen.

I september var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 12,5 milliarder kroner, hvilket er et fald på 0,8 milliarder kroner i forhold til august.

Faldet skyldes især en nedgang i eksporten af tjenester på to milliarder kroner, som fik det samlede overskud på tjenester til at ryge ned på tre milliarder kroner.

Det skyldes blandt andet problemer med søtransport, siger økonom i Dansk Erhverv Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.

- Der efterspørges færre varer i Asien, og derfor sejler der simpelthen færre danske skibe med varer og råstoffer fra Europa til Asien, så godt nok sælger vi ikke direkte så mange varer i Kina, men det påvirker i høj grad de danske eksporttal, siger hun.

Også importen faldt i september med 2,9 procent. Handelsoverskuddet var uændret på 4,8 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.