Selvom søndagen nogle steder i landet er begyndt med regn og skyer, ser det ud til at blive en ganske flot dag rent vejrmæssigt, lyder det fra DMI.
Især i de østlige egne har morgenen budt på byger, men i løbet af dagen klarer det ifølge DMIs prognose op vestfra og giver med en del sol samt temperaturer på mellem 10 og 15 grader.
I den vestlige del af landet har der allerede fra morgenstunden været klart vejr med sol.
- Det er så det, der breder sig til den østlige del af landet i løbet af dagen. Så når dagen er omme, vil vi nok synes, at det har været en ganske pæn dag, siger Steen Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.
Ifølge ham bliver det i dag nok varmest i Østjylland, hvor vinden har været inde over land i et stykke tid, og hvor der har været sol i længst tid.
De mange familier, der i dag fejrer konfirmation, kan få flot vind i dannebrogs-flagene i flagstængerne. Vinden frisker nemlig op og byder på jævn til hård vind fra vest og nordvest, ved kysterne først på dagen op til kuling.
I de sydvestlige egne aftager vinden dog noget i løbet af eftermiddagen. I aften og i nat bliver det tørt og mest klart vejr, og temperaturen vil ligge på mellem tre til otte grader. Let til frisk vind fra vest, som aftager til svag til jævn vind og drejer til syd. Sidst på natten frisker vinden i den vestlige del af landet op fra syd.