Våd dronning: Sådan har du aldrig set hende
Det britiske kongehus mindes dronning Elizabeths livreddereksamen ved at dele to 77 år gamle billeder fra hendes prøve.


Mere end 75 år efter at hun fik sin egen medalje, overrakte Storbritanniens regent, dronning Elizabeth, selv priser ved en reception på Buckingham Palace for organisationen Royal Life Saving Society tirsdag.

Det skriver The Telegraph.

Med over 12.000 kilometer kystlinje rundt om hele Storbritannien blev Royal Life Saving oprettet tilbage i 1891 for at forebygge drukneulykker.

I år er det således 125 år siden, at organisationen blev etableret, og det blev markeret på dronningens slot i den britiske hovedstad, hvor hun hilste på frivillige og repræsentanter for Royal Life Saving Society .

Dronningen overrakte blandt andet priser til en 17 år gammel canadisk fyr, der reddede sin stedfar. Der var også en fornem pris til den australske professor John Pearn for livslang forskning i forebyggelse af drukneulykker.

Den 90-årige monark var blot 13 år gammel, da hun fik sin medalje fra Royal Life Saving Society , som hun i dag er protektor for.

Det mindes det britiske hof på sin officielle Twitter-konto ved at dele to 77 år gamle billeder fra dronningens livreddereksamen.

På det ene foto ses den dengang 13-årige teenageprinsesse øve sig i at redde en nødstedt person på dybt vand.

På det andet foto ser man hende, efter at hun har overstået svømmeeksamen, med medaljen på badedragten.

Der er stadig stort brug for livreddere til at beskytte vandglade gæster rundt om den britiske kystlinje.

Royal Life Saving Society estimerer, at der hvert år omkommer 400 mennesker i drukneulykker i Storbritannien.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.