Våbenhvile delvist brudt ved omringet ukrainsk by
Ukrainsk militær følger våbenhvile i den østlige del af landet, hvor der meldes om flere mindre angreb.
Regeringen i Kijev er foreløbig tilbageholdende med at vurdere, om våbenhvilen rent faktisk er blevet brudt.
Regeringen i Kijev er foreløbig tilbageholdende med at vurdere, om våbenhvilen rent faktisk er blevet brudt. Foto: Petr David Josek/AP


Prorussiske oprørere i det østlige Ukraine har flere gange brudt en våbenhvile søndag og sagt, at den ikke er gældende ved den by, hvor kampene har været mest optrappet i de seneste uger.

Forinden var alt skyderi pludseligt stilnet af, da den med spænding imødesete våbenhvile trådte i kraft i de oprørsdominerede områder ved midnat natten til søndag.

- Men selvfølgelig kan vi åbne ild ved Debaltseve. Det er vores territorium, siger en af oprørernes kommandanter, Eduard Basurin, til nyhedsbureauet AFP.

- Det er vores indre territorium. Indre er indre. Men der bliver ikke skudt på frontlinjen, siger han om det vigtige trafikknudepunkt nær Donetsk, som separatisterne har omringet.

Journalister fra Reuters i nærliggende byer rapporterede søndag formiddag om skud fra artilleri og skydevåben fra området omkring Debaltseve, efter at der havde været stille i nattetimerne.

Ukrainske styrker har kæmpet for at bevare kontrollen over byen i flere uger.

Våbenhvilen er et resultatet af maratonforhandlinger mellem Ukraines præsident, Petro Porosjenko, Ruslands præsident, Vladimir Putin, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, i Minsk fra onsdag til torsdag.

En talsmand for Putin siger i Kreml, at alle de punkter, der indgår i aftalen fra Minsk, som er udgangspunktet for våbenhvilen, skal "overholdes betingelsesløst".

Talsmanden Dmitrij Peskov lægger dermed afstand til udtalelserne fra den prorussiske kommandant. Peskov siger, at alle forhold er beskrevet i Minsk-aftalen, og at de må overholdes.

Imens beskylder USA's regering Ruslands regulære militær for med støtte fra kampvogne at have gennemført en operation i dagene op til våbenhvilens ikrafttræden for at omringe Debaltseve.

Journalister fra Reuters siger, at de i de seneste dage har set styrker med pansrede køretøjer uden nationale kendetegn ankomme til området.

Andre steder i det østlige Ukraine blev våbenhvilen respekteret.

- Vi holder generelt øje med våbenhvilen i konfliktområdet. Beskydningen fra oprørerne har ikke været regelmæssig, og den er lokaliseret, siger militærets talsmand, Vladyslav Selesnjov.

- De første timer er meget vigtige. Derfor overvåger vi situationen sammen med militæret, siger en talsmand for den ukrainske præsident ifølge dpa.

Minsk-fredsplanen har til formål at stoppe 10 måneders blodig konflikt i det østlige Ukraine.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.