En instruktør på en skydebane i Arizona mistede livet mandag, da en ni-årige pige mistede kontrollen over sit automatvåben og ramte den 39-årige mand i hovedet.
Drabet har endnu engang skabt stor debat i USA, hvor det i mange stater er lovligt for børn at affyre automatvåben med skarpe skud, så længe der er en voksen til at kontrollere.
'Der er ikke noget, der hedder våbensikkerhed, når du er sammen med et barn. De kan ikke styre et våben med den dødelighed og den kraft og vægt, ærligt talt,' udtaler Jim Kessler fra tænketanken 'Third Way.'
Men mange amerikanere fastholder deres ret til at gøre brug af skydevåben, og de mener ikke, at myndighederne skal blande sig, så længe der er fokus på, at sikkerheden bliver overholdt.
'Jeg ser det ikke som et problem, at en ni-årig pige skød med et automatvåben. Det er ikke problemet. Det handler i virkeligheden om, hvad instruktøren lærte hende. Havde hun forstået det, før hun samlede våbnet op? Og instruktøren begik en fejl ved at stå i den forkerte position,' mener Eric Grabowski, der ejer en våbenbutik i Wisconsin.
Pigens forældre optog hændelsen, hvor skydeinstruktøren blev skudt og dræbt, og familiens identitet er ikke blevet offentliggjort. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen