V vil lempe reglerne for byggeri ved kysten
Kystnærhedszonen skal erstattes af planlovens bestemmelser, mener Venstre-ordfører Thomas Danielsen.
Det skal give kommunerne flere vækst- og jobmuligheder.
Det skal give kommunerne flere vækst- og jobmuligheder. Foto: colourbox/free


Kommunerne skal have mere frihed til selv at planlægge udvikling nær kysterne, siger Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen.

Partiet vil afskaffe den såkaldte kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra landets kyster.

Bestemmelserne for kystnærhedszonen skal erstattes af de mere lempelige regler i planloven, mener partiet.

- Vi vil give kommunerne mere frihed til selv at planlægge udvikling nær kysten.

- Kommunerne skal kunne give tilladelse til flere vækst- og jobskabende initiativer som udvidelse af campingpladser, etablering af volleyballbaner eller virksomhed i nedlagte landbrugsejendomme, siger Thomas Danielsen.

Ligeledes er partiet parat til at lempe de regler for byggeri, der gælder inden for strandbeskyttelseslinjen. Det er en bræmme fra kysten og 300 meter ind i landet.

Venstre mener, at reglerne skal ophæves, de steder hvor der i dag er huse eller veje.

Ingen af forslagene vækker dog glæde hos miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Hun er bange for, at kysten dermed bliver plastret til med byggeri.

- Det er et stort eksperiment, Venstre er ude i. De vil bygge helt ned til vores strande og dermed give større forhindringer for offentlig adgang til vores strande. Det er noget, skiftende regeringer siden Stauning har stået vagt om, siger Brosbøl.

Hun slår fast, at kommunerne allerede nu har "rig mulighed" for at udvikle sig inden for kystnærhedszonerne.

Og at regeringen allerede har åbnet for, at kommuner ekstraordinært kan søge om lov til udviklingsprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen.

- Det skulle gerne give mulighed for udvikling inden for turisterhvervet, siger Brosbøl.

Også Danmarks Naturfredningsforening er kritisk overfor Venstres forslag.

- De frie, ubebyggede kyster er vores største naturarv, og de uspolerede kyster bliver mere og mere værd. Nu skal det sættes over styr for en kort vindings skyld, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Hun fremhæver, at der i dag allerede findes 250 reservationer langs kysterne, hvor kommunerne kan gå i gang med at bygge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.