V vil have civile til at passe fotovogne
Venstre vil frigøre betjente ved at lade andre passe fotovognene. Forsøg er i gang i Midt- og Vestjylland.
Hvis civile passer politiets fotovogne kan man frigøre 100 politifolk, mener Karsten Nonbo (V).
Hvis civile passer politiets fotovogne kan man frigøre 100 politifolk, mener Karsten Nonbo (V). Foto: SIMON FALS/POLFOTO


Venstre har et forslag til, hvordan man kan frigøre flere politibetjente til øget efterforskning og andre presserende politiopgaver.

Karsten Nonbo (V), der også er formand for Færdselssikkerhedskommissionen, foreslår i Metroxpress, at man lader civile passe fotovognene i stedet for politibetjente.

- Det er helt skørt, at man bruger uddannede politifolk til at sidde i fotovogne, når de kan betjenes af folk med et kort kursus.

- Vi mangler betjente til efterforskning, terrorbevogtning og til at være synlige i gadebilledet. Her er der 100 betjente, siger han til avisen.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har i et svar på et folketingsspørgsmål forklaret, at der rent juridisk ikke er nogen problemer ved forslaget, ligesom det kun kræver to-tre ugers oplæring at kunne betjene en fotovogn.

Og faktisk er der allerede et forsøg i gang med civile ansatte hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiforbundets næstformand Claus Hartmann minder dog om, at opgaven med at passe fotovogne ofte bliver givet til betjente, der er kommet til skade eller har haft et hårdt arbejdsliv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.