Mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti melder stejle krav til 2025-forhandlinger ud, så ser Venstre frem til, at der kan slukkes for mikrofoner og kameraer og forhandles bag lukkede døre.
- Nu skal vi indlede forhandlingerne i Finansministeriet. Det betyder, at vi forhåbentlig snart kan blive fri for at forhandle gennem pressen, siger Jakob Ellemann-Jensen, som er Venstres politiske ordfører.
Det ligner et svært udgangspunkt at starte forhandlingerne om 2025-planen med DF og LA på. De to støttepartier står så stejlt over for hinanden, at der de seneste dage er skruet op for spekulationerne om et snarligt folketingsvalg.
LA holder hårdt på topskattelettelser, men DF afviser at lægge stemmer til.
- Jeg har forståelse for, at det er vigtigt for nogle af parterne i de her forhandlinger at gøre det klart og tydeligt, hvor de står henne, og hvad deres prioriteter er, siger Jakob Ellemann-Jensen.
- Men nu tror jeg efterhånden, at vi alle sammen har forstået det. Derfor har jeg en forhåbning om, at vi nu kan komme til at samles ved voksenbordet og få indledt forhandlingerne, siger han.
Jakob Ellemann-Jensen tror på, at der kan findes en løsning.
- Der skal det til, at vi erkender, at vi skal sidde og tale sammen i stedet for bare at stå og råbe ad hinanden. Det handler om at komme ind i et forhandlingslokale og lidt væk fra pressens søgelys. Jeg tror, at positionerne kan nås, siger han.
Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde regeringens bud på en økonomisk plan frem mod 2025, har LA-formand Anders Samuelsen meldt klart ud.
Liberal Alliances ultimative krav til forhandlingerne er en lettelse af topskatten på fem procentpoint for alle - også de mest velhavende.
Men Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sætter hårdt mod hårdt.
I et interview fredag med DR var budskabet fra DF-formanden, at hvis Liberal Alliance ikke bøjer sig i topskattestriden, kan valget lige så godt komme nu.
/ritzau/