V: Rød næse til Troels Lund er ren politik
Der er intet grundlag for en rød næse til Troels Lund Poulsen i skattesag, siger Claus Hjort Frederiksen (V).


Det røde flertal giver forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) en næse, skønt Skattekommissionen klart konkluderede, at han ikke søgte at ændre eller påvirke Skat Københavns sag mod Helle Thorning Schmidt (S) og hendes mand Stephen Kinnock.

Det siger Venstres forhenværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen, før flertallet i Folketingets Udvalg for Forretningsorden onsdag giver Troels Lund Poulsen en rød næse for hans rolle i skattesagen.

- Det er forargeligt. Troels Lund har heller ikke forsøgt at lække skatteoplysninger. Alligevel siger flertallet, at han alligevel har ansvaret, siger Claus Hjort Frederiksen.

8. marts 2011 blev Troels Lund Poulsen udnævnt som undervisningsminister, men de fortrolige skatteoplysninger blev lækket i august 2011, kort før folketingsvalget, påpeger han.

- Så er det mærkeligt, at flertallet siger, at der alligevel var noget med ham Troels Lund. Vi betragter det som en politisk afgørelse fra en frustreret rød blok, som havde håbet at ansvaret kunne placeres hos Venstre, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han hæfter sig ved, at Skat Københavns direktør, Erling Andersen, skiftede praksis, da han frifandt Stephen Kinnock for skattepligt. Alligevel afviste han at udlevere afgørelsen til forsvareren for fotomodellen Camilla Vest.

Hun var ved Retten i Helsingør idømt en straf på et år og ni måneders fængsel og en skattebøde på 6,6 millioner kroner, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Erling Andersen ændrede praksis i, om der var skattepligt i Kinnocks sag. Der kom dog det gode ud, at det vidte en ændret praksis, da Helle Thorning blev nødt til at offentliggøre sin kendelse.

- Så blev Camilla Vest og hendes mand pure frifundet, og vi undgik et justistsmord, siger Claus Hjort Frederiksen.


/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.