V-regeringen i mindretal: Politisk flertal vil forbedre handicapfamiliers vilkår
Et flertal uden om regeringen vil have rigide regler for handicaphjælp forenklet til gavn for familierne.
Jakob Sølvhøj og Enhedslisten har politisk flertal for forslag om at forbedre vilkårene for handicapfamilier.
Jakob Sølvhøj og Enhedslisten har politisk flertal for forslag om at forbedre vilkårene for handicapfamilier. Foto: Hougaard Niels Jyllands-posten/Polfoto


Forældre til børn med handicap skal have mere hjælp i hverdagen og ikke slås med ufleksible regler.

Det er hovedessensen af et fælles beslutningsforslag, som tirsdag er i folketingssalen til førstebehandling.

Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Alternativet støtter Enhedslistens genfremsatte forslag, og dermed er der et politisk flertal uden om Venstre-regeringen.

Det glæder Jakob Sølvhøj, gruppeformand og handicappolitisk ordfører for Enhedslisten.

- Får man bevilget støtte til sit barn i skolen, og bliver barnet inviteret til børnefødselsdag, så viser det sig, at man ikke kan få hjælperen med til børnefødselsdag, fordi hjælperen kun er bevilget til skolen.

- Og hvis barnet bliver syg, så kan hjælperen ikke være hjemme med barnet. Det er en ufleksibel ordning. Vi ønsker at få forenklet lovgivningen, så man får én samlet bevilling, der betyder, at man får en hjælper, der følger ens barn, siger han.

De nuværende regler går ud over forældrenes muligheder for at passe arbejde og få hverdagen til at hænge sammen, lyder det fra Sølvhøj, der bakkes op af Karina Adsbøl, handicapordfører for Dansk Folkeparti:

- Dansk Folkepartis ønske er, at det ikke på nogen måde skal ligge familierne til last, at de får hjælp efter flere love som følge af sektoransvarlighedsprincippet. Men det har vi desværre set eksempler på, at det gør.

Torsten Gejl, socialordfører for Alternativet, mener, at forældre til børn med handicap i dag bruger for meget tid med at kæmpe mod systemet.

- Forældre til børn med handicap kæmper hver dag en beundringsværdig kamp for at sikre, at deres barn får den bedst mulige opvækst. Som samfund er det vores opgave at lette denne store opgave.

- Derfor er det ikke godt nok, når vejen gennem det nuværende bevillingssystem i sig selv er en kamp, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.