V-profil til DF: Vi er med på grænsekontrol
- Dansk Folkeparti har jo ret i, at der har været behov for mere grænsekontrol, lyder det fra Venstre.
Dansk Folkepartis forslag går ud på genindføre grænsekontrol i stil med den aftale, der blev indgået, senest Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister. Arkivfoto.
Dansk Folkepartis forslag går ud på genindføre grænsekontrol i stil med den aftale, der blev indgået, senest Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister. Arkivfoto. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Dansk Folkeparti siger tirsdag i et nyt udspil, at de vil have genindført den grænsekontrol, der blev oprettet i en kort periode tilbage i 2011. Venstre er ikke afvisende over for idéen.

Det siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til Ritzau.

- Dansk Folkeparti har jo ret i, at der har været behov for mere grænsekontrol, og der er stadig behov for at gøre mere, end vi gør nu. Så vi er med på det, men hvordan vi så lige gør det, det skal vi diskutere med Dansk Folkeparti, lyder det fra Karsten Lauritzen.

- Man kan bare sige, at en stor del af den aftale, som vi lavede dengang, og som regeringen rullede tilbage, har regeringen jo genindført, fordi de har fundet ud af, at der er et problem med kriminelle, der kommer ind.

Dansk Folkepartis forslag går ud på genindføre grænsekontrol i stil med den aftale, der blev indgået, senest Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister.

Her blev Dansk Folkeparti enig med VK-regeringen om blandt andet at investere i kontrolanlæg ved de danske grænser og permanent at stationere toldere ved den dansk-tyske grænse, Øresundsforbindelsen samt ved havne og lufthavne.

Og Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er fortrøstningsfuld i forhold til at få genindført grænsekontrollen, hvis blå blok vinder valget.

- Det, mente Venstre og Konservative, var fint dengang, og så forventer jeg også, at vi kan lave det i samme form efter et folketingsvalg, siger Peter Skaarup.

Grænsekontrollen i 2011 mødte kritik fra flere sider i EU, der mente, at kontrollen var i strid med Schengen-samarbejdet, der har til formål at nedlægge europæiske grænseposter og fjerne grænsekontrollen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.