V: Optag via særlig kvote vil stigmatisere studerende
Hos Venstre bakker man ikke op om SF's forslag om at give unge fra ikke-boglige hjem et forspring i kvote 2.
Det vil være social stigmatisering, hvis man giver unge fra uddannelsesfremmede et forspring i kvote 2, mener Venstre (Arkivfoto).
Det vil være social stigmatisering, hvis man giver unge fra uddannelsesfremmede et forspring i kvote 2, mener Venstre (Arkivfoto). Foto: Www.colourbox.com/Free


Det vil hverken være socialt eller læringsmæssigt populært, hvis man opretter et særligt system til optag af studerende fra uddannelsesfremmede hjem.

Sådan lyder det fra Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Jakob Engel-Schmidt.

Det foreslår SF's Jacob Mark ellers, efter at en ny SFI-undersøgelse viser, at forældrenes uddannelsesniveau ikke falder drastisk mellem kvote 1 og kvote 2, som det burde, hvis der skulle være en socialt udlignende effekt.

- Jeg tror, man risikerer en social stigmatisering, hvis man opretter en kategori, som kun er for mennesker med en social lav mobilitet.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at kvote 2 ikke øger den sociale mobilitet, som undersøgelsen viser, mener Jakob Engel-Schmidt. Men det er langt tidligere, man bør gribe ind og ikke ved at oprette en særlig kvote.

- Jeg synes, det er vigtigt, at de videregående uddannelser er for alle. Samtidig ligger vi i Venstre vægt på, at man har de kompetencer, der skal til for at gennemføre.

- SFI skriver i deres rapport, at hvis man gerne vil gøre noget for at øge den sociale mobilitet, så skal det allerede være i børnehaven eller i folkeskolen. Det er der, vi skal fokusere.

Men Jakob Engel-Schmidt er åben for forslag.

- Jeg er meget interesseret i at høre fra uddannelsesinstitutioner, om de har nogle gode forslag til, at alle har den nødvendige adgang til uddannelser i Danmark, siger ordføreren.

For i virkeligheden er det jo op til uddannelsesinstitutionerne selv.

- Det er vigtigt at huske på, at det ikke er os, der sætter adgangskriterierne for eksempelvis statskundskab, sociologi eller pædagoguddannelsen. Det er uddannelsesinstitutionerne, der uddanner folk.

- Og det er dem, vi skal lytte til, når vi tager en dialog om, hvad der er relevante optagelseskriterier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.