V og S i slagsmål om asylstramninger
Venstre frygter, at regeringens stramninger på asylområdet ender som et bureaukratisk monster.
Ifølge socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, har Venstre stillet over 70 spørgsmål og indkaldt til foreløbigt tre samråd om regeringens asylstramninger.
Ifølge socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, har Venstre stillet over 70 spørgsmål og indkaldt til foreløbigt tre samråd om regeringens asylstramninger. Foto: PANDURO JENS/free


Venstre-politikerne på Christiansborg forhaler den konkrete asylstramning, som regeringen har fremsat.

Dermed står det store oppositionsparti reelt i vejen for strammere regler på asylområdet. Det er i hvert fald anklagen fra Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann.

Hun henviser til, at Venstre angiveligt flere gange har blokeret, at Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik kan afgive betænkning om regeringens forslag.

Ifølge Mette Reissmann har Venstre stillet over 70 spørgsmål og indkaldt til foreløbigt tre samråd om lovforslaget.

Og det sådant set korrekt, at Venstre ikke fremskynder den konkrete asylstramning, siger Karsten Lauritzen (V), medlem af udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

- Men vi frygter, at det med lovforslaget er som med Eritrearapporten, at når man graver lidt i det, så vil det vise sig, at lovforslaget ikke holder, når det bliver implementeret ude i virkeligheden, siger han.

- Det er i bedste fald noget makværk, der vil skabe et bureaukratisk monster.

Karsten Lauritzen henviser til, at lovforslaget lægger op til en særlig midlertidig opholdstilladelse, der betyder, at man kan sende flygtninge hjem efter et år.

- Men virkeligheden vil vise, at det kan man ikke, fordi det hele afhænger af, om situationen i for eksempel Syrien er forbedret. Og det er der ikke udsigt til, siger han.

- Derfor må justitsministeren forklare sig i et samråd i næste uge.

Fredag klokken 11 mødes parterne igen i Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Her vil man gøre et nyt forsøg på at afgive betænkning over lovforslag nummer 72 om midlertidig beskyttelsesstatus til asylansøgere, der flygter fra borgerkrigslignende situationer som i Syrien.

Hvis der ikke kommer en afklaring fredag, kan konsekvensen blive, at Folketinget ikke kan nå at behandle lovforslaget inden jul, siger Mette Reissmann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.