V: Hækkerup efterlader hul på regeringsholdet
Karen Hækkerup vil blive savnet som justitsminister, mener Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.
Politisk ordfører Inger Støjberg (V) mener, Karen Hækkerups farvel til regeringen er en stor svækkelse.
Politisk ordfører Inger Støjberg (V) mener, Karen Hækkerups farvel til regeringen er en stor svækkelse. Foto: ASTRID DALUM/POLFOTO


Regeringen får et stort hul på regeringsholdet uden Karen Hækkerup (S) som justitsminister. Hun har som en af meget få socialdemokrater støttet en stram rets- og udlændingepolitik.

Det siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

- Karen Hækkerup har været en af de eneste socialdemokrater, hvor man har vidst, at hun gik ind for en nogenlunde stram udlændingepolitik. Derfor ærgrer det mig selvfølgelig, at hun ikke længere skal være justitsminister, siger Inger Støjberg.

Ny justitsminister bliver Mette Frederiksen (S), som dermed forlader posten som beskæftigelsesminister.

- Mette Frederiksen anlagde tidligere en helt anden linje udlændingepolitisk. Hun har brugt mange år på at bekæmpe 24-års-reglen. Jeg håber, at hun nu lægger sine personlige politiske holdninger til side, siger Inger Støjberg.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, bliver beskæftigelsesminister i stedet for Mette Frederiksen. Han har en bred erfaring som minister, påpeger Inger Støjberg.

- Det er ikke mig, men statsministeren, som sætter ministerholdet. Så det vil jeg overlade til hende at sætte ord på, siger hun.

Spørgsmål: - Vil Henrik Dam Kristensen være en god beskæftigelsesminister?

- Jeg håber, at regeringen holder fast i de reformer, som vi gennemførte, og som regeringen videreførte, skønt de sagde noget andet, da de blev valgt. Jeg kan kun håbe, at Henrik Dam holder fast i dagpengereformen og andre reformer, siger Inger Støjberg.

Hun mener, at Karen Hækkerup bliver en god leder i Landbrug & Fødevarer, hvor hun afløser Venstres. fhv. forsvarsminister Søren Gade som adm. direktør.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Karen Hækkerup kommer til at bestride det job på fineste vis. Hun har både stærke personlige og faglige kompetencer, siger Inger Støjberg. /ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.