V håner rødt angreb på nulvækst: Hyklerisk fupnummer
Jacob Jensen mener ikke, at Venstres udgiftsstop koster velfærd, som svar fra finansministeren ellers viser.
- De er ude i et fupnummer med det regnestykke, som de laver, siger Jacob Jensen.
- De er ude i et fupnummer med det regnestykke, som de laver, siger Jacob Jensen. Benita Marcussen/Scanpix


Det passer simpelthen ikke, når SF's finansordfører, Jonas Dahl, konkluderer, at Venstres udgiftsstop i den offentlige sektor vil betyde, at ældre går glip af 4900 kroner, sådan som et svar fra finansminister Bjarne Corydon (S) ellers lægger op til.

For det står frit for, at finde penge andre steder og bruge på de ældre, slår Venstres kommunalordfører og medlem af Finansudvalget, Jacob Jensen, fast.

Eksempelvis har partiet peget på, at der kan findes penge på beskæftigelsesområdet og udlændingeområdet, som kan bruges andre steder:

- De er ude i et fupnummer med det regnestykke, som de laver. For et udgiftsstop vil jo ikke påvirke muligheden for at prioritere ældreområdet, hvis vi finder ekstra penge på udlændingeområdet eller beskæftigelsesområdet, som vi har vist, at man godt kan, siger Jacob Jensen.

Han finder Jonas Dahls angreb ekstra "interessant", når Folketingets finansudvalg onsdag samtidig har fået et svar fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der viser, at der fra 2011 til 2014 faktisk er brugt færre penge på de ældre.

- Det er underligt og nærmest hyklerisk, når tallene viser, at regeringen har brugt 3500 mindre per ældre over 65 år fra 2011 til 2014. Det er en de facto nedskæring af ældreområdet i modsætning, hvad både SF og regeringen har lovet, siger Jacob Jensen.

Venstre har flere gange fastslået, at nulvækst - eller udgiftsstop, som partiet kalder sit forslag - ikke vil betyde færre penge til velfærd. Beløbet vil være det samme som i dag.

Nulvæksten betyder til gengæld, at der ikke kommer de ekstra penge til velfærd, som regeringen lægger op til.

Det er de ekstra penge, som svaret fra Bjarne Corydon sætter kroner og øre på onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.