V: Håndværkerfradrag vil sikre arbejdspladser
Der kommer flere arbejdspladser i provinsen, hvis håndværkerfradraget genindføres, siger skatteordfører.
- Det er blandt andet små og mellemstore virksomheder inden for håndværksfaget, der mangler noget i ordrebøgerne. Derfor har vi brug for at sikre flere private arbejdspladser, og det kan boligjobordningen, siger Torsten Schack Pedersen.
- Det er blandt andet små og mellemstore virksomheder inden for håndværksfaget, der mangler noget i ordrebøgerne. Derfor har vi brug for at sikre flere private arbejdspladser, og det kan boligjobordningen, siger Torsten Schack Pedersen. Foto: Colourbox/free


Det går fremad for de danske virksomheder, men særligt de små og mellemstore har brug for et ekstra skub. Det kan de få med et genindført håndværkerfradrag.

Sådan lyder det fra Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, om den såkaldte boligjobordning - også kendt som håndværkerfradraget - der bortfaldt fra nytår.

- Det er blandt andet små og mellemstore virksomheder inden for håndværksfaget, der mangler noget i ordrebøgerne. Derfor har vi brug for at sikre flere private arbejdspladser, og det kan boligjobordningen, siger Torsten Schack Pedersen.

Ordføreren nævner, at bliver boligjobordningen genindført med Venstre tilbage på regeringstronen, så vil ordningen være med til at sikre arbejdspladser i områder uden for hovedstaden og Aarhus, hvor mange af de mindre virksomheder har deres forretning.

- Det kan godt være, at der i storbyerne laves store, offentlige investeringer, men i resten af landet kan vi se, at det stadig halter med beskæftigelsen.

- Der er forsvundet private arbejdspladser i stort set resten af landet uden for hovedstaden og Østjylland, siger Torsten Schack Pedersen.

Skatteministeriet har tidligere siddet med den store lommeregner og er nået frem til, at det formentlig vil koste 1,6 milliarder kroner at genindføre håndværkerfradraget.

Men Venstre har allerede som en del af partiets samlede finanslovudspil fundet finansieringen til at genindføre ordningen, siger skatteordføreren.

- Udspillet skaber rum til at sikre skatte- og afgiftslettelser for fem milliarder kroner.

- Vi mener, at det er vigtigere at prioritere sænkede skatter og afgifter, end at lade en af verdens største offentlige sektorer vokse yderligere, konstaterer Torsten Schack Pedersen.

Ifølge dataanalysevirksomheden NN Markedsdata har landets håndværkere mere end fordoblet deres overskud, siden håndværkerfradraget blev indført af VK-regeringen tilbage i juni 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.