Uventet tornado koster fire amerikanere livet
Der er meldinger om mindst fem tornadoer i det sydlige USA.
En tornado ramte tirsdag eftermiddag Mississippi i USA. Arkivfoto.
En tornado ramte tirsdag eftermiddag Mississippi i USA. Arkivfoto. Foto: Polfoto, AP, Brett Phibbs/free


Mindst fire personer har tirsdag mistet livet i nærheden af byen Columbia i den amerikanske delstat Mississippi, efter at en tornado ramte byen, oplyser flere lokale medier.

Foruden de dræbte er omkring 50 personer blevet såret og kørt til sygehuset, oplyser tv-stationen WADM.

Tornadoen ramte Columbia omkring klokken 14.30 lokal tid og forårsagede omfattende skader på huse og infrastruktur, herunder elledninger. Flere tusinde mennesker har mistet strømmen.

Tv-billeder viser, at tornadoen har væltet biler - inklusiv en ambulance - om på taget og flået tage af huse.

Den nationale vejrtjeneste i USA har endnu ikke bekræftet, at der var tale om tornadoer, men ifølge lokale medier var der mindst fem tornadoer i Mississippi tirsdag.

I nabostaten Louisiana er der også meldinger om uvejr, hvor hagl på størrelse med golfbolde har ødelagt vinduer og tage.

Normalt er december ikke tornadosæson i det sydlige USA. Den starter normalt først til foråret.

- Man tænker ikke normalt på december som en måned med kraftige storme. Men vi har haft meget varm, fugtig og ustabil luft, som allerede har forårsaget kraftigt regnvejr i det sydøstlige USA. Dette kan blive et problem for de julerejsende og for alle andre, lyder det fra CNN's meteorolog Karen Maginnis.

Tornadoerne er blevet udløst af et kraftigt uvejr, der hærger flere delstater ved Den Mexicanske Golf. Uvejret ventes at smide omkring 10-13 centimeter nedbør flere steder.

Delstatsmyndighederne i Mississippi har erklæret del af staten i undtagelsestilstand. Ifølge talsmand for katastrofeberedskabet i staten, Greg Flynn, er skaderne i Marion County, hvor Columbia ligger, "omfattende".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.