Utrolige Golden State slår Chicago Bulls-rekord
NBA-mestrene Golden State Warriors fortsætter sin rekordmarch med hjemmesejr over Houston Rockets.
Stephen Curry (th.) og Golden State Warriors har nu vundet 47 af sæsonens første 51 kampe. Det er NBA-rekord.
Stephen Curry (th.) og Golden State Warriors har nu vundet 47 af sæsonens første 51 kampe. Det er NBA-rekord. Foto: Matt Slocum/AP


Golden State Warriors er tæt på at være ustoppelige i den amerikanske basketliga NBA, og onsdag morgen dansk tid faldt endnu en stor rekord efter en ny sejr til mesterholdet fra Oakland.

Med en sejr på 123-110 hjemme over Houston Rockets nåede holdet op på 47 sejre i sæsonens første 51 kampe, og det er den bedste statistik i NBA-historien.

Den tidligere rekord deltes af Philadelphia 76'ers (1966/1967-sæsonen) og Chicago Bulls anført af legenden Michael Jordan i 1995-1996-sæsonen, hvor det blev til 46 sejre i de første 51 kampe.

Trods uskarphed i anden halvleg var det nok en gang superstjernen Stephen Curry, som førte an på pointtavlen for sejrherrerne. Curry leverede 35 point, 9 assister og 5 rebounds i kampen.

Houstons største stjerne James Harden satte 37 point i kurven for gæsterne, som faktisk førte i en stor del af anden halvleg, inden Golden State satte tryk på mod slutningen af kampen.

Med sejren kom mestrene også et lille skridt nærmere en af de helt store NBA-rekorder, som fortsat indehaves af Chicago Bulls' uhyggelige hold fra 1995-1996-sæsonen.

Her sluttede Chicago grundspillets 82 kampe med 72 sejre, og det har intet andet hold i historien præsteret.

Kan Golden State holde sejrsprocenten fra sæsonen, så står den rekord også for fald.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.