En tungeslasker med kollegaen eller et hurtigt knald på chefstolen. Julefrokost-sæsonen er kendt for at være sæson for sidespring.
Hvis du har dummet dig og gjort noget, der kan såre din partner, er det ikke ligegyldigt, hvordan du håndterer det. Utroskab handler nemlig om meget andet end den rent fysiske akt, siger Cleoh Dharma, der er sexolog og specialestuderende i psykologi.
- Det, mange har sværest ved at tilgive, er ikke selve utroskaben, men partnerens illoyalitet. Man føler sig forrådt og holdt for nar, siger hun.
Var det med vilje?
Med mindre du og din partner har en specifik aftale om, at man ikke fortæller den slags, er det mest respektfulde og loyale at være ærlig og med det samme fortælle, hvad der er sket, lyder sexologens råd.
- Det gør en forskel. Hvis man kommer samme dag, som det er sket, og siger: 'Ved du hvad, jeg er ked af det, men der er sket noget forfærdeligt', så føler partneren sig ikke på samme måde forrådt og holdt udenfor. Så har du såret din partner, men ikke nødvendigvis med vilje, siger Cleoh Dharma, der faktisk kender eksempler på parforhold, hvor den håndtering af utroskaben har styrket samhørigheden i forholdet.
Vil jeg overhovedet leve med dig?
Hvis du derimod holder det hemmeligt i flere måneder, eller oven i købet bliver afsløret i en løgn, så har du med vilje gjort din partner ondt. Du har løjet og trukket bedraget i langdrag, fordi du var bange for, at det kunne skade dig selv, forklarer Cleoh Dharma.
Selvom du kryber til korset med det samme, er det selvfølgelig ikke sikkert, at din partner kan tilgive dig, da den slags er meget individuelt, siger sexologen.
- Men så giver du din partner en chance for selv at forholde sig til, om han eller hun ønsker at leve med en person, der har handlet sådan. Hvis du ikke fortæller det, får partneren ikke en chance, og finder måske ud af senere, at I har levet på en løgn.
Når hele kontoret sladrer
I sit arbejde som sexolog har Cleoh Dharma erfaring med, at følelsesmæssig utroskab, hvor man flirter og opbygger følelser i lang tid, ofte er værre for forholdet end ren fysisk utroskab.
Derfor kan det gøre ekstra ondt på din partner, hvis det er en kollega og ikke en fremmed, du havnede i favnen på i en brandert. Når det er en, du kender i forvejen, vil din partner nemlig overveje, om der har ligget nogle følelser og ulmet, eller om der vil udvikle sig noget, når I ser hinanden igen, forklarer sexologen.
Samtidig vil partneren typisk tænke på, om hele kontoret kender til sidespringet.
- Hvis man er den sidste, der får det at vide, føler man sig virkelig holdt for nar, siger Cleoh Dharma.