Utilregnelig, skaldet økse-mand på fri fod i Jylland
Der er tale om den samme person, som tirsdag aften var mistænkt for at have et skydevåben på sig.
32-årig mand beskrives som truende, utilregnelig og er set med en økse. Han eftersøges i Holstebro. Arkivfoto
32-årig mand beskrives som truende, utilregnelig og er set med en økse. Han eftersøges i Holstebro. Arkivfoto Foto: Scanpix/Iris


En 32-årig mand, der af politiet betegnes som utilregnelig og af vidner er set med en økse, er på fri fod i Holstebro.

Politiet oplyste kort efter midnat natten til torsdag, at det var i gang med en anholdelsesaktion på to adresser i Ringparken og den nærliggende Rendsborggade i den vestjyske by.

Manden har fremsat såkaldt kvalificerede trusler mod politiet, og vidner har set ham med en økse. Der er tale om den samme person, som tirsdag aften var mistænkt for at have et skydevåben på sig i Ringparken.

Dengang tog det politiet knap fire timer at få ham anholdt, og det viste sig, at den 32-årige ikke var i besiddelse af et rigtigt skydevåben. Der blev dog fundet to hardball-pistoler med forbindelse til sagen, men der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Politiet har natten til torsdag ransaget to adresser med forbindelse til den 32-årige, men altså ikke foretaget nogen anholdelse.

- Vi har fundet to ulovlige knive ved ransagningen på en af adresserne, siger vagtchef Simon Skelkjær og tilføjer, at politiet ikke umiddelbart har nogen formodning om, hvor manden opholder sig.

Manden vurderes som utilregnelig, og borgere skal derfor ikke forsøge selv at pågribe ham, men i stedet kontakte ordensmagten.

Den 32-årige mand er fra lokalområdet, 176 centimeter høj og skallet. Han er muligvis iført en blå skjorte, brune shorts og briller.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan manden konkret har været truende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.