Utilpasset stjerne på vej væk fra United
Angriberen Angel Di Maria ser ud til at forlade Manchester United efter kun et år. PSG ligner Marias nye klub.
Angel Di Maria bliver generet i Chiles Alexis Sanchez i finalen om Copa Amerika tidligere på måneden. Argentineren havde fået ekstra pause fra United på grund af Copa America. Men han er ikke stødt til truppen endnu.
Angel Di Maria bliver generet i Chiles Alexis Sanchez i finalen om Copa Amerika tidligere på måneden. Argentineren havde fået ekstra pause fra United på grund af Copa America. Men han er ikke stødt til truppen endnu. Foto: Luis Hidalgo/AP


Indikationerne tårner sig op og giver et tydeligt signal om, at Manchester Uniteds lidt utilpassede angrebsstjerne Angel Di Maria er på vej til Paris Saint-Germain.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AFP, efter at det søndag kom frem, at han havde misset sit fly til Manchester Uniteds sæsonforberedelser i USA.

- Jeg har hørt, at han ikke kom med flyet. Andet ved jeg ikke, siger Uniteds manager Louis van Gaal i forbindelse med testkampen mod FC Barcelona, som United vandt 3-1 i Californien.

Lidt mere talende er Paris Saint-Germains cheftræner Laurent Blanc, som i Charlotte tabte til Chelsea efter straffesparkskonkurrence.

- Det er en meget langtrukken affære. To store klubber taler sammen. Lad os lige nu bare vente. Så vil vi se, hvad det ender med i løbet af meget kort tid, siger Laurent Blanc.

- Lige nu ved jeg, at det er planen, at Di Maria skal spille for Manchester United mod Paris Saint-Germain på onsdag.

- Sådan er det lige nu. Jeg gentager, at rygterne siger, at denne spiller med stor sandsynlighed snart kommer til PSG. Men lige nu er intet officielt, fortsætter han.

Angel Di Maria kom til Manchester United fra Real Madrid sidste sommer, men er slet ikke faldet til, og den franske avis L'Equipe skriver søndag, at en aftale om, at argentineren skal til PSG, stort set er på plads.

Ifølge avisen kan det dreje sig om få dage eller sågar timer, før Di Maria kan slutte sig til det franske mesterholds trup på træningslejren i New Jersey.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.