Utilfredse fans bekymrer Uniteds manager
Flere af Manchester Uniteds fans luftede deres utilfredshed under onsdagens 3-1-sejr over Burnley.
Louis van Gaal er bekymret for, om fansene er ved at vende klubben ryggen.
Louis van Gaal er bekymret for, om fansene er ved at vende klubben ryggen. Foto: Jon Super/AP


Manchester Uniteds manager Louis van Gaal er bekymret for, at den engelske storklub er ved at miste flere af sine tilhængere.

United måtte onsdag aften kæmpe hårdt for at slå nedrykningstruede Burnley med 3-1 på Old Trafford. Ikke alle Uniteds fans var tilfredse med det spil, som blev vist af storfavoritterne. Det kom til udtryk før pausen.

- Jeg hørte godt de førte pift. Det er en bekymring, for vi spiller jo for fans'enes skyld, siger Louis van Gaal til Sky Sports.

- Fans'ene er den vigtigste del af klubben. De holder klubben i live, og det er vigtigt.

- De klappede også efter kampen, og en kamp varer 90 minutter, ikke 45, siger hollænderen.

Selv om Manchester United i sommer forstærkede den i forvejen stjernebesatte trup med profiler som Angel Di Maria og Radamel Falcao, så har Louis van Gaals hold ofte skuffet spillemæssigt i denne sæson.

Selv om holdet har haft svært ved at indfri de store forventninger, så indtager United trods alt Premier Leagues tredjeplads med 47 point for 25 kampe - 12 point færre end ligaens førerhold fra Chelsea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.