Utilfreds med dine bryster? Det er hver tredje danske kvinde
Det er langtfra alle kvinder, der er tilfredse med deres bryster
- Det er synd og ærgerligt, at vi har et fokus, som fylder så meget hos kvinder, siger sexolog Paprika Noel. 
- Det er synd og ærgerligt, at vi har et fokus, som fylder så meget hos kvinder, siger sexolog Paprika Noel.  Foto: Scanpix arkiv


Store, små, runde, hængende eller strittende.

Der findes mange slags bryster, men det er langtfra alle, der er tilfredse med deres fortrin, skriver metroxpress.

En undersøgelse, som researchinstituttet Tapestry har lavet for lingeriproducenten Triumph, viser, at en tredjedel af danske kvinder er utilfredse med deres bryster.

Kønsforsker på Roskilde Universitet Karen Sjørup er ikke i tvivl om, hvorfor:

- I dag har vi nogle stærke normer for, hvordan bryster kan se ud. Nygarts (privathospital, red) brystreklamer danner forestillinger om, at alle kvinder har en C-skål, der hænger pænt. Det kan de fleste kvinder ikke mobilisere, siger Karen Sjørup.

Hun bakkes op af sexologen Paprika Noel, der bliver helt oprevet over at høre, at der er tale om så mange bryst-usikre kvinder:

- Det er synd og ærgerligt, at vi har et fokus, som fylder så meget hos kvinder. Jeg har mange klienter, der er så usikre på deres bryster, at de ikke tager bh'en af, når de har sex. Det skærer i mit hjerte, siger Paprika Noel til metroxpress.

De kvinder, der er usikre på deres bryster, har ofte flotte bryster, fortæller Paprika Noel, der bliver bakket op af Jesper Nygart, der er indehaver af Nygart Privathospital, hvor man laver en del brystkirurgi.

- Vi har flere, som kommer ind hos os og vil have lavet bryster, som i visse kirurgers øjne er perfekte. Det er det bare ikke for dem, der bærer brysterne, siger Jesper Nygart til metroxpress.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.