Det var formentlig ikke den slutrundedebut, som islandske Gudmundur Gudmundsson havde regnet med at få som dansk herrelandstræner i håndbold.
24-24 mod upåagtede Argentina efter en skidt indsats af håndboldmændene er da også en stor skuffelse, indrømmer han.
- Vi spillede alt for langsomt, vi fik ikke flow i spillet, og jeg er utilfreds med angrebet. 24 mål imod os er ikke så meget, men vi scorede jo også kun 24 selv.
Gudmundsson var fint tilfreds med spillet inden pausen, men efter klar dansk føring undervejs gik det galt i anden halvleg.
- Jeg synes ikke, vi spillede en god nok kamp. Hvis man fører en kamp 13-6, så skal man bare fortsætte med det. Sådan ser jeg det, lyder det fra landstræneren.
Resultatet er en lille streg i regningen i danskernes bestræbelser på at vinde gruppen og løbe ind i en mere overkommelig modstander i knockout-fasen.
- Jeg skal hjem og se kampen et par gange, og så vil jeg snakke med spillerne om de ting, som jeg ikke synes var gode nok. Men vi skal bare komme videre. Vi fik kun et point, men det kan være et vigtigt point.
- Jeg må bare sige, at det ikke var den start, jeg havde ønsket mig. Det kan alle nok forstå, siger Gudmundur Gudmundsson.
/ritzau/