Utilfreds Bendtner: Jeg gør, hvad jeg kan
Nicklas Bendtner erkender fejl i karrieren, og danskeren kæmper for at opnå mere spilletid i Wolfsburg.
Nicklas Bendtner i aktion i Danmarks senest landskamp ude mod Armenien.
Nicklas Bendtner i aktion i Danmarks senest landskamp ude mod Armenien. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Nicklas Bendtner var igen placeret på bænken, da Wolfsburgs startopstilling til tirsdagens Champions League-opgør mod CSKA Moskva lå klar.

Dermed var alt ved det gamle for den danske angriber, men alt er ikke, som den tidligere Arsenal-spiller ønsker.

- Selvfølgelig kan jeg ikke være tilfreds. Jeg er fire gange blevet skiftet ind og har scoret tre mål. Jeg gør, hvad jeg kan, og mere kan jeg ikke gøre.

- Selvfølgelig vil jeg gerne spille, siger den 27-årige angriber ifølge Ekstra Bladet i et interview med avisen Wolfsburger Nachrichten.

Her forholder Bendtner sig også til sin karriere og bliver spurgt, om han har lagt alle skandalerne bag sig.

- Det vigtigste er, at man er tro mod sig selv. Nogle gange begår man fejl, og jeg er blevet straffet for mine fejl. Men det handler også om, hvordan medierne tolker den slags situationer.

- Ikke alt, der bliver skrevet, er virkelig sket. Men at være fuld bag rattet er selvfølgelig dumt. Jeg har virkelig gjort dumme ting, da jeg var yngre, som jeg ikke kan gøre om. Men det handler om at lære af sine fejl og komme videre, siger Bendtner til avisen.

Han bliver også forholdt kritikken af, at han ikke skulle have været i ordentlig fysisk form i sin tid i den tyske klub, men Bendtner slår fast, at hans tilgang i dag er professionel.

- Jeg ankommer hver dag 90 minutter før træningen og selvtræner. Efter et træningspas er jeg ofte også den sidste, der går.

- Som sagt: Jeg er meget professionel. Jeg har selvfølgelig gjort nogle ting, der får det til at se ud som om, jeg ikke er det. Men det er ikke tilfældet, siger Bendtner.


/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.