Utålmodig Magnussen: Jeg er sikker på, min fremtid er i Formel 1
Kevin Magnussen er ved at blive utålmodig, skriver han på Twitter. TV2 sætter ham i forbindelse med nyt team.
Kevin Magnussen regner også med at være i Formel 1 efter nytår, selv om han endnu ikke har nogen kontrakt for den kommende sæson.
Kevin Magnussen regner også med at være i Formel 1 efter nytår, selv om han endnu ikke har nogen kontrakt for den kommende sæson. Foto: Colourbox/Free


Den danske racerkører Kevin Magnussen er overbevist om, at han også har en fremtid i Formel 1-feltet efter nytår.

Det skriver han på det sociale medie Twitter tirsdag morgen, efter at Renaults option på en forlængelse med danskeren udløb i weekenden, og danskeren derfor blev sat i forbindelse med et skifte til løbsserien Indycar.

- Jeg har set rygterne om mig i Indycar. Jeg er stor fan af Indycar, men det er bare rygter. Der er intet i det, skriver danskeren i et af tre tweets på engelsk.

- Jeg føler mig overbevist om, at min fremtid er i Formel 1, og der må ikke være tvivl om, at jeg har intentioner om at blive hos Renault i mange år, hvis jeg får muligheden.

- Desværre kan jeg stadigvæk ikke annoncere noget om min fremtid, men det kan jeg snart. Jeg er også ved at blive utålmodig, skriver Magnussen.

Ifølge TV2 Sport har Kevin Magnussen været i indledende snakke med Force India om et skifte.

Hos Renault er der et enkelt sæde i spil til næste sæson, da Nico Hülkenberg har sikret det andet sæde. Han skifter fra netop Force India.

Formel 1-feltet kører i den kommende weekend i amerikanske Austin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.