Ustoppelig Messi sidder alene på målrekorden i Spanien
Lionel Messi er oppe på 253 scoringer i Primera Division efter hattrick mod Sevilla lørdag aften.
Lionel Messi scorede et historisk mål, da han bragte Barcelona foran mod Sevilla.
Lionel Messi scorede et historisk mål, da han bragte Barcelona foran mod Sevilla. Foto: Manu Fernandez/AP


Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi blev lørdag aften den mest scorende spiller i den bedste spanske fodboldrække nogensinde, da han i hjemmekampen mod Sevilla bragte FC Barcelona foran 4-1 i sejren på 5-1.

Det var Messis andet mål i kampen, som altså blev historisk for angriberen. Med 1-0-målet på frispark i første halvleg tangerede Messi først rekorden for flest antal mål i Primera Division.

Inden lørdagens kamp sad den tidligere Athletic Bilbao-spiller Telmo Zarra alene på rekorden med sine 251 mål, som blev scoret i 1950'erne.

Zarra scorede sine 251 mål i 277 kampe. Messi skulle bruge 289 kampe på at nå samme antal mål.

Men Messi ville ikke nøjes med at dele rekorden, så med små 20 minutter igen af kampen bragte Messi Barcelona foran med 4-1. Kort tid efter fejrede Messi det hele med et hattrick, da han nettede til 5-1.

Sevilla var chanceløs i weekendens topkamp, selvom gæsterne udlignede til 1-1. Kort efter pausen var Jordi Alba uheldig med et selvmål, så Sevilla ganske ufortjent kom på 1-1, men to minutter senere var hjemmeholdet igen i front.

Xavi sendte et frispark af sted, og den brasilianske stjerneangriber Neymar scorede til 2-1. 25 minutter før slutfløjt lukkede den kroatiske midtbanespiller Ivan Rakitic kampen med 3-1-scoringen.

Det var et specielt mål for Rakitic, der i sommerpausen skiftede fra netop Sevilla til Barcelona. Han smilede, men fejrede ellers ikke målet mod sine tidligere holdkammerater.

Fejret blev Messi til gengæld. Efter 4-1-målet blev han samlet op af sine holdkammerater og kastet op i luften.

Med sejren er Barcelona oppe på 28 point som nummer to i Primera Division. Real Madrid er nummer et med 30 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.