Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 02:04
Sikkerhedssituationen i det vestafrikanske land Mali er så ustabil, at USA nu evakuerer dele af personalet fra sin ambassade i hovedstaden Bamako.
Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium i en meddelelse tirsdag.
Beslutningen gælder for såkaldt ikke-akut personale samt medrejsende familiemedlemmer til de ansatte på ambassaden.
Det betyder, at amerikanske statsborgere i Mali fremover ikke kan regne med at få konsulær bistand, medmindre der er tale om en nødsituation, hedder det i meddelelsen.
Beslutningen er taget i kølvandet af angrebet på et hotel i Bamako 20. november, hvor 19 personer - heriblandt en amerikansk statsborger - blev dræbt.
To jihadist-grupper har taget skylden for angrebet på luksushotellet Radisson Blu.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede få dage inden angrebet at øge det danske bidrag til FN's militære operation i Mali.
Det sker næste år, når et Hercules-transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset bliver føjet til Danmarks allerede eksisterende indsats i landet.
Mali er en tidligere fransk koloni, hvor Frankrig har udstationeret omkring 1000 soldater.
Franskmændene samarbejder med fredsbevarende FN-styrker om at stabilisere situationen i Mali og forhindre militante islamister i at udføre angreb.
/ritzau/Reuters