Uselvisk Suarez forærer Messi et mål i Barcelona-sejr
Uruguayaneren Luis Suarez var involveret i alle Barcelonas tre mål i udesejren over Granada.
Lige som i tirsdagens Champions League-kamp mod Manchester City fandt Luis Suarez vej til netmaskerne lørdag i ligaopgøret mod Granada.
Lige som i tirsdagens Champions League-kamp mod Manchester City fandt Luis Suarez vej til netmaskerne lørdag i ligaopgøret mod Granada. Foto: Rui Vieira/AP


FC Barcelona lægger pres på Real Madrid i toppen af Primera Division med en sejr på 3-1 ude over Granada. Real Madrid fører nu kun med et enkelt point, men madrilenerne har en kamp i baghånden.

Den ofte udskældte angriber Luis Suarez viste i Barcelonas sejr en helt ny side af sig selv, da han forærede et mål til holdkammeraten Lionel Messi, der jagter ligaens topscorertitel.

Ved stillingen 2-1 efter 69 minutter driblede Luis Suarez uden om hjemmeholdets målmand, men i stedet for at lægge bolden roligt i det tomme mål, valgte uruguayaneren at stoppe op og aflevere bolden på tværs til Lionel Messi, der let kunne gøre det til 3-1.

Dermed haler argentineren ind på Cristiano Ronaldo i kampen om at blive ligaens topscorer, selv om det blev til flere store Messi-afbrændere undervejs.

Lionel Messi er noteret for 27 ligamål i sæsonen. Det er to mål færre end Cristiano Ronaldo.

Luis Suarez havde allerede inden episoden været involveret i Barcelonas to første scoringer.

Først havde Ivan Rakitic gjort det til 1-0 på en returbold efter en Suarez-afslutning før pausen, og i anden halvleg scorede Luis Suarez selv til 2-0.

Granadas Fran Rico reducerede på et straffespark, før Luis Suarez spillede Messi fri til kampens sidste mål.

Real Madrid møder søndag aften Villarreal på hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.