USA's sportsstjerner blander sig i sager om politivold
Blandt andre Michael Jordan og Cam Newton har udtalt sig om problemerne med politivold i USA.
Carolina Panthers' Cam Newton (med nummer 1) fejrer en sejr i den amerikanske fodboldliga, NFL. Nu taler stjernen også ud om politiets drab på en sort mand i North Carolina.
Carolina Panthers' Cam Newton (med nummer 1) fejrer en sejr i den amerikanske fodboldliga, NFL. Nu taler stjernen også ud om politiets drab på en sort mand i North Carolina. Foto: Streeter Lecka/AFP


Politiets drab på to tilsyneladende uskyldige sorte har i løbet af ugen igen rystet USA.

Særligt i byen Charlotte i delstaten North Carolina har der været store protester og sammenstød mellem demonstranter og politi.

Protesterne tog for alvor fart, da 43-årige Scott Keith blev skudt af en politibetjent i Charlotte, selv om han var ubevæbnet.

Nu begynder også de amerikanske sportsstjerner at tage bladet fra munden og kommentere den verserende sag.

Basketball-legenden Michael Jordan, der er ejer af basketballholdet Charlotte Hornets, har torsdag aften lokal tid udsendt en pressemeddelelse.

- Det er vigtigere end nogensinde før, at vi forholder os i ro og står sammen på en konstruktiv og ikkevoldelig måde, skriver Jordan ifølge nyhedsbureauet AFP.

Problemerne i Charlotte fik torsdag præsidentkandidat Donald Trump til at antyde, at stofmisbrug blandt beboere i den centrale del af byen var årsagen til balladen.

Steve Kerr, der er cheftræner for basketballholdet Golden State Warriors, siger torsdag, at han vil opfordre sine spillere til at bruge deres platform til at tale om social retfærdighed.

Kerr har tidligere talt med sine spillere om at støtte den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernick, der nægter at rejse sig for den amerikanske nationalsang. Han nægter, fordi det amerikanske flag ifølge ham symboliserer systematisk vold mod sorte.

- Jeg synes, at Colin har været meget præcis i sin besked til amerikanere de seneste uger. Jeg tror, at noget lignende kan ske inden for basketball, siger Kerr ifølge AFP.

Det amerikanske fodboldhold Carolina Panthers' største stjerne, Cam Newton, har også tilkendegivet sit syn på sagen.

Onsdag sagde Newton, der sidste år blev kåret til den mest værdifulde spiller i NFL, at politi såvel som borgere skal stå til ansvar for deres handlinger.

- En af mine kæpheste er, at folk skal stå til ansvar. Uanset hvilken farve du har, hvilket køn du har, og hvor gammel du er, så skal man stå til ansvar for sine handlinger, siger Newton.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.