Usædvanligt mange nordjyder erklæret konkurs i oktober
Færre firmaer gik konkurs i oktober end september. Dog har Nordjylland haft usædvanligt mange konkurser.
Konkurstal fra oktober viser, at færre firmaer måtte dreje nøglen om i forhold til måneden inden. Genrefoto
Konkurstal fra oktober viser, at færre firmaer måtte dreje nøglen om i forhold til måneden inden. Genrefoto Foto: Colourbox/Free


397 virksomheder var i løbet af oktober nødt til at dreje nøglen om.

Det er færre konkurser end i september. Faktisk er tallet 14 procent mindre, når der korrigeres for sædvanlige sæsonudsving. Det viser tal fra Experian, der har analyseret den seneste måneds konkurser for Dansk Erhverv (DE).

Det er fortsat hovedstadens firmaer, der er mest udsatte for at måtte erklære sig fallit. Men usædvanligt mange nordjyder blev erklæret konkurs i oktober.

I løbet af sidste måned gik 40 nordjyske virksomheder konkurs. Det svarer til en stigning på 39 procent i forhold til i september. Ifølge Jens Hjarsbech, økonom i Dansk Erhverv, er der formentlig tale om en tilfældighed.

- At Nordjylland stikker ud denne måned, er nok mere tilfældigheder i tallene. Det svinger op og ned, og derfor kan denne ene måned være mere udtryk for tilfældigheder end en tendens, siger han.

Han peger på, at begæringer om korkurs ofte foregår over lang tid. Derfor kan det være, at der er mange nordjyske begæringer, som pludselig er gået igennem.

Hovedstadsområdet topper igen konkurslisten. I alt 195 virksomheder smed håndklædet i ringen. Det er et fald på ti procent i forhold til september.

- København ligger ofte højt, men der bliver også løbende oprettet mange virksomheder. Flere prøver lykken, og når der er flere om buddet, er der også flere, der må bukke under for konkurrencen, siger Jens Hjarsbech.

Han peger også på, at konkurser er en integreret del af markedets økonomi.

- Selv om den enkelte konkurs er en ulykkelig historie, er fremkomsten af mere effektive virksomheder på bekostning af mindre effektive i sidste ende med til at gøre os rigere som samfund, siger han.

Konkurstallene har det seneste år været påvirket af en ophobning af sager hos Erhvervsstyrelsen. Det har gjort det svært at tolke på tallene, men ifølge Jens Hjarsbech er tallene begyndt at se nogenlunde ud igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.