Usædvanligt: Boliglån rammer negativ rente
Nordea Kredit skal nu føre penge tilbage til enkelte kunder i stedet for at opkræve dem, skriver JP Finans.
Det et boligkunder, der har valgt at holde fast i F1-lånet, der nu får glæde af den negative rente. Arkivfoto.
Det et boligkunder, der har valgt at holde fast i F1-lånet, der nu får glæde af den negative rente. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


For første gang har et dansk realkreditinstitut, Nordea Kredit, udstedt et boliglån med en negativ rente, skriver Jyllands-Postens erhvervssite Finans fredag.

Det betyder, at Nordea Kredit i denne uge har måttet betale renter tilbage i stedet for at opkræve dem til en god håndfuld kunder, fortæller boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann til Finans.

- Renten har balanceret omkring 0 i et niveau mellem minus 0,03 procent og plus 0,03 procent. De fleste har betalt en beskeden positiv rente, men der er altså nogle, som har fået en negativ rente. Det er en ganske usædvanlig situation, siger Lise Nytoft Bergmann.

Det er boligkunder, der har valgt at holde fast i F1-lånet, der nu får glæde af den negative rente. F1-låneformen har ellers været på kraftig retur de senere år til fordel for lån med fast rente.

Selvom renten bliver negativ, er det ikke umiddelbart noget, der kan mærkes hos kunderne, da bidrag og andre omkostninger fortsat skal betales. Til gengæld vil renten blive modregnet i bidraget.

Netop fordi det er en usædvanlig situation, er Nordea Kredits it-systemer ikke gearet til situationen, da computerne kun er vant til at indkræve renter.

Lise Nytoft Bergmann fortæller, at der ikke er grund til bekymring, og at den nye situation kan håndteres, "men ind imellem må vi bruge gaffatape og klister".

I uge ni skal en række flekslån refinansieres, og nu vil ingen længere udelukke, at en større del af kunderne vil få en negativ rente.

Realkredit Danmark er et af de realkreditinstitutter, hvor F1-renten også er tæt på nul, og her er man meget spændt på de kommende forhandlinger, fortæller Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

- Vi har en auktion lige om hjørnet, og det bliver meget spændende at se, hvor renten går hen. Vi kan godt gå hen og få negative renter, siger Christian Hilligsøe Heinig til JP Finans.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.