USA vil isolere Islamisk Stat fra internet i cyberangreb
Islamisk Stat skal afskæres mulighed for kommunikere og rekruttere militante, siger USA's forsvarsministerium.
Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, vil søsætte en mission, der skal smadre Islamisk Stats adgang til internettet.
Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, vil søsætte en mission, der skal smadre Islamisk Stats adgang til internettet. Foto: Manuel Balce Ceneta/AP


Det amerikanske forsvar vil forsøge at afskære Islamisk Stat adgangen til internettet og dermed forsøge at isolere den ekstremistiske gruppe militært og økonomisk.

Pentagons særlige cyberkommando skal blandt andet forsøge at sikre, at IS ikke kan rekruttere militante og ikke tjene penge på olie.

Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, beskriver missionen som cyberkommandoens første store kampmission.

- Målet er at afskære Islamisk Stats kommunikationsveje og kontrol, afskære muligheden for at flytte penge og afskære muligheden for at tyrannisere og kontrollere folk. Forhindre IS i at rekruttere eksternt, siger Carter på et udvalgsmøde i Washington.

USA begyndte i efteråret 2014 at bombe den ekstremistiske gruppe. Amerikanerne har fået støtte af en række lande. Senest har Folketinget besluttet at øge bidraget til kampmissionen i Syrien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.