USA vil igen sejle tæt på omstridte øer nær Kina
Den amerikanske flåde planlægger endnu en gang en øvelse gennem farvand, som Kina kræver kontrollen over.
En amerikansk flådegruppe ud for Korea i 2016. Amerikanske flådefartøjer vil i april endnu en gang udfordre Kinas krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav.
En amerikansk flådegruppe ud for Korea i 2016. Amerikanske flådefartøjer vil i april endnu en gang udfordre Kinas krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav. Foto: Us Navy/mc3 Andre T. Richard/U.s. Navy


Amerikanske flådefartøjer er igen på vej på vej mod dele af Det Sydkinesiske Hav, som Kina har krævet kontrollen over. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer en unavngiven kilde med kendskab til planerne.

Øvelsen vil foregå i april, men det nærmere tidspunkt er ikke kendt.

Det vil være tredje gang, at USA sejler ind i farvand, som Kina anser for at være sit. De sidste to gange har det udløst stærk kritik fra Kina.

Striden består i, at Kina har taget kontrol over en stribe øer i Det Sydkinesiske Hav. Disse øer bruger Kina til at kræve kontrollen med en stor del af havet.

Kinas krav er dog ikke anerkendt af det internationale samfund. Derfor gennemfører den amerikanske flåde såkaldte "freedom of navigation"-øvelser, hvor man bevidst sejler forbi øerne uden at bede de kinesiske myndigheder og den kinesiske flåde om lov.

Ifølge Reuters forventes det, at den amerikanske flåde vil sejle forbi det kinesisk kontrollerede Mischief Reef. Det er et rev, som også Filippinerne gør krav på.

Mischief Reef var tidligere kun oven vande ved lavvande. Men som på flere andre rev har Kina bygget oven på, så der nu ligger en ø med en militærlufthavn.

Kinas syn på, hvor meget af Det Sydkinesiske Hav landet kontrollerer, er en kilde til stor spænding. Ikke bare mellem Kina og flere nationer i Asien, men også med USA.

Ved fredagens atomsikkerhedstopmøde i Washington fortalte Kinas præsident, Xi Jinping, USA's præsident, Barack Obama, at landet ikke vil tolerere, at amerikanske fartøjer sejler igennem det, Kina anser for sit territorialfarvand.

Kina mener, at landet har krav på størsteparten af Det Sydkinesiske Hav og opererer efter en linje, der følger kysten ud over Filippinerne, forbi Malaysia og ender ved kysten ud for det nordlige Vietnam.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.