USA vil betale erstatning til Kunduz-ofres familier
Afghansk Læger Uden Grænser-hospital blev 3. oktober ramt af amerikanske bomber. Nu undskylder USA økonomisk.
Det ødelagte hospital i Kunduz efter et bombeangreb fra amerikanske kampfly. Læger Uden Grænser driver hospitalet, og angrebet var en fejl, har USA erkendt. Nu udbetaler landet erstatning til ofrene for den tragiske hændelse. AP
Det ødelagte hospital i Kunduz efter et bombeangreb fra amerikanske kampfly. Læger Uden Grænser driver hospitalet, og angrebet var en fejl, har USA erkendt. Nu udbetaler landet erstatning til ofrene for den tragiske hændelse. AP Foto: Uncredited/AP


Familier til ofrene for et amerikansk luftangreb i byen Kunduz i Afghanistan tidligere i oktober, hvor et hospital blev ramt, kan formentlig se frem til at modtage erstatning fra USA's regering.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyser lørdag, at man vil arbejde for at kunne udbetale såkaldte kondolencebetalinger.

- Forsvarsministeriet mener, at det er vigtigt at forholde sig til konsekvenserne af den tragiske hændelse på Læger Uden Grænser-hospitalet i Kunduz, Afghanistan, siger Pentagon-talsmand Peter Cook i en skriftlig udtalelse.

Han tilføjer, at USA også vil betale for at udbedre skaderne på hospitalet efter bombeangrebet.

22 mennesker blev dræbt ved angrebet på hospitalet, der drives af organisationen Læger Uden Grænser (MSF). Nødhjælpsorganisationen har krævet en international undersøgelse af angrebet, der af MSF beskrives som en krigsforbrydelse.

Blandt de dræbte var 12 ansatte ved organisationen.

- Den amerikanske Afghanistan-styrke har autoritet til at udbetale kondolencebetalingerne og udgifterne, der skal til for at reparere hospitalet. Vi vil arbejde sammen med de pårørende og komme frem til et passende beløb, siger Peter Cook.

- Skulle det blive nødvendigt, vil administrationen søge om yderligere midler fra Kongressen, siger talsmanden videre.

USA's præsident, Barack Obama, ringede tidligere på ugen ifølge Det Hvide Hus til Læger Uden Grænser (MSF) og til Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, for at sige undskyld og kondolere for det amerikanske luftangreb.

USA's forsvarsminister, Ash Carter, og general John Campbell, øverstkommanderende for de internationale styrker i Afghanistan, har også begge erkendt, at det var en fejl.

Afghanske styrker i området var i kamp mod Taliban og havde forinden bedt om amerikansk luftstøtte.

- Et hospital blev ramt ved en fejl. Vi vil aldrig med overlæg ramme en beskyttet, lægelig facilitet, sagde Campbell tirsdag i en høring i Senatets Komite for Væbnede Styrker.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.