USA udtværer Cuba i Gold Cup-kvartfinale
Cuba kunne ikke stille noget op mod USA, som er klar til semifinalen i Gold Cup efter sejr på 6-0.
Cuba-spillerne havde ikke meget at juble over i kampen mod USA i Gold Cup. Her vandt amerikanerne 6-0. Arkivfoto
Cuba-spillerne havde ikke meget at juble over i kampen mod USA i Gold Cup. Her vandt amerikanerne 6-0. Arkivfoto Foto: Gerry Broome/AP


På politisk plan er USA og Cuba efter årtiers stridigheder ved at normalisere forholdet, men på fodboldbanen var der lørdag ikke meget forsoning.

I kvartfinalen i Gold Cup, turneringen om det nord- og mellemamerikanske mesterskab, udraderede de amerikanske favoritter Cuba med 6-0.

Allerede efter fire minutter bragte Clint Dempsey USA foran, og ved pausen var kampen afgjort, da amerikanerne førte 4-0.

I anden halvleg scorede Clint Dempsey yderligere to gange - den ene gang på straffespark - og fuldendte dermed et hattrick. Også den tidligere superligaspiller Aron Johannsson kom på tavlen for USA.

Det cubanske fodboldlandshold har været ramt at store problemer ved Gold Cup, hvor to af holdets spillere forsvandt inden starten på turneringen, der spilles i USA.

Cuba har en enkelt gang slået USA i en fodboldkamp. Det skete i 1947 i en venskabskamp i Havana, hvor cubanerne vandt 5-2.

I semifinalen skal USA møde vinderen af kvartfinalekampen mellem Jamaica og Haiti. De sidste to kvartfinaler spilles mellem Mexico og Costa Rica samt Panama og Trinidad og Tobago.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.