USA udpeger mistænkt for Hedegaard-attentat som terrorist
Lars Hedegaards formodede attentatmand er beskyttet af et navneforbud. Nu afslører USA hans navn.


Den 29-årige BH, der mistænkes for at have forsøgt at dræbe islamkritikeren Lars Hedegaard, er havnet på USA's officielle liste over terrorister.

Sammen med to andre personer er han netop blevet føjet til listen over "Specially Designated Global Terrorists".

Listen udpeger en række personer og organisationer, som ifølge de amerikanske myndigheder har begået eller planlægger at begå terrorangreb til fare for USA eller landets borgere.

- BH planlægger eksterne operationer for ISIL (Islamisk Stat, red.), skriver det amerikanske udenrigsministerium på sin hjemmeside.

I Danmark er dansklibaneseren beskyttet af et navneforbud. Det betyder, at hans navn ikke må nævnes offentligt. Forbuddet har blandt andet til formål at beskytte BH's familie.

Tidligere i år dømte Østre Landsret Lars Hedegaard for at bryde navneforbuddet. Overtrædelsen er sket i to artikler på en svensk netavis, i bogen "Attentatet" og på Facebook.

Det var i februar 2013, at en mand forklædt som postbud affyrede skud mod Lars Hedegaard ved sidstnævntes hjem på Frederiksberg.

I en periode sad den mistænkte fængslet i Tyrkiet, men her slap myndighederne ham fri. Dermed blev Danmarks anmodning om en udlevering ikke efterkommet. Manden er derfor efterlyst internationalt.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium rejste BH efter sin løsladelse til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.