USA tygger på veto mod palæstinensisk stat
John Kerry er i gang med at sondere terrænet for en palæstinensisk stat. Første stop er Lavrov i Rom.
USA's udenrigminister, John Kerry, er i Rom, hvor han mødes med sin russiske kollega, Sergej Lavrov. Mødet finder sted i den amerikanske ambassadørs residens. Mandag er Kerry i Paris for at mødes med sine kolleger fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien. På dagsordenen er blandt andet spørgsmålet om en palæstinensisk stat.
USA's udenrigminister, John Kerry, er i Rom, hvor han mødes med sin russiske kollega, Sergej Lavrov. Mødet finder sted i den amerikanske ambassadørs residens. Mandag er Kerry i Paris for at mødes med sine kolleger fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien. På dagsordenen er blandt andet spørgsmålet om en palæstinensisk stat. Foto: Evan Vucci/AP


Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er ankommet til Italiens hovedstad, Rom, og har dermed indledt de første af en stribe af møder, der skal gøre ham og USA klogere på, hvordan europæerne har det med en palæstinensisk stat.

Flere parlamenter i Europa har anerkendt en palæstinensisk stat, men regeringerne, med undtagelse af den svenske, er ikke gået så langt endnu.

Israel er imod en anerkendelse af en palæstinensisk stat, før der ligger en forhandlet løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere klar.

Når spørgsmål i Mellemøsten har vokset sig så store, at de er havnet i FN's Sikkerhedsråd, har USA normalt stået vagt om Israel med et veto.

Imidlertid siger amerikanske embedsmænd, der følges med Kerry, at USA endnu ikke har besluttet sig for veto eller ej mod en FN-resolution. Embedsmændene siger, at det er for tidligt at sige noget om det, da der ikke foreligger en tekst på sagen.

I Rom har Kerry haft møde med sin russiske kollega, Sergej Lavrov. Ud over en palæstinensisk stat har de også verserende sager som kriserne i Ukraine og i Syrien at tale om.

- Jeg mener, at Mellemøst-sagen er afgørende, så vi kan sikre, at vi ikke lader situationen blive yderligere forværret, sagde Lavrov, da han skulle mødes med Kerry i den amerikanske Rom-ambassadørs residens.

- Jeg er meget interesseret i at drøfte, hvad vi sammen kan gøre for at undgå dette, tilføjede han.

Kerry har forgæves forsøgt at få israelere og palæstinensere til at finde sammen om en fredsløsning, men den 50 dage lange krig mellem Israels hær og Hamas i Gaza i den forgangne sommer synes at have skudt freden langt væk.

Så Kerry er nu i Europa for at se, hvordan sagerne står, og hans diplomater har arrangeret en række hurtige møder for ham.

Lavrov i Rom søndag, og der var meldinger om, at han senere på aftenen skulle mødes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Mandag er Kerry i Paris for at mødes med sine kolleger fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien samt EU's nye udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini.

Derpå skal han til London og mødes med den palæstinensiske fredsforhandler Saeb Erekat.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.