USA tvivler på Ruslands hensigter i Syrien efter angreb
Rusland bør påtage sig skylden for luftangreb mod nødhjælpskonvoj mandag nær Aleppo, mener USA.
John Kerry og Sergej Lavrov aftalte forrige fredag en plan for fred i Syrien. Men planen ser allerede ud til at være skudt i sænk.
John Kerry og Sergej Lavrov aftalte forrige fredag en plan for fred i Syrien. Men planen ser allerede ud til at være skudt i sænk. Foto: Fabrice Coffrini/AFP


Et luftangreb mod en FN-nødhjælpskonvoj i Syrien mandag stiller spørgsmål ved Ruslands vilje til at redde en skrøbelig våbenhvile i Syrien.

Sådan lyder det fra USA, efter at bomber fra enten russiske eller syriske kampfly mandag ramte en nødhjælpskonvoj nær Aleppo. Angiveligt blev mindst 12 personer dræbt.

- USA er oprørt over meldinger om, at en humanitær nødhjælpskonvoj er blevet bombet nær Aleppo, siger talsmand John Kirby fra det amerikanske udenrigsministerium ifølge AFP.

Uanset om det er kampfly fra Rusland eller Syrien, der står bag, bør Rusland tage skylden, lyder det fra USA.

- Russerne har et ansvar for at holde sig fra selv at udføre sådanne angreb. Men de har også et ansvar for at holde det syriske regime fra at gøre det, lyder det fra en anonym embedsmand i Washington til AFP.

- Så uanset hvad, er det nu op til russerne hurtigt at vise, at de er villige til at fortsætte denne proces, siger han med henvisning til den plan for fred i Syrien, som Rusland og USA enedes om forrige fredag i Genève.

I sidste uge så USA sig nødsaget til at undskylde, efter at den amerikanskledede koalition ved en fejl bombede en syrisk militærposition. Over 60 soldater blev dræbt.

Men det kan på ingen måde retfærdiggøre et angreb mod en nødhjælpskonvoj, lyder det.

- Denne konvojs rute var kendt af det syriske regime og Rusland. Alligevel blev disse nødhjælpsarbejdere dræbt i deres forsøg på at skaffe hjælp til det syriske folk, siger John Kirby.

- I betragtning af den graverende overtrædelse af våbenhvilen vil vi genoverveje vores fremtidige samarbejde med Rusland, tilføjer han.

USA's udenrigsminister, John Kerry, vil ifølge AFP forsøge at tale med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, inden de 23 udenrigsministre fra Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG) skal drøfte situationen i Syrien tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.