USA snupper minutgammel verdensrekord fra Rusland
Det mixede russiske 4x100 meter medley-hold slog onsdag verdensrekorden ved VM, men USA tog den lige efter.
Rusland nåede at have verdensrekorden på 4x100 meter medley for mixede hold i ganske få minutter, førend USA snuppede den.
Rusland nåede at have verdensrekorden på 4x100 meter medley for mixede hold i ganske få minutter, førend USA snuppede den. Foto: Sergei Grits/AP


Publikum på svømmestadionet i Kazan brød ud i jubel onsdag formiddag, da det mixede russiske 4x100 meter medley-hold slog verdensrekord på hjemmebane, men den fik kun lov at stå i ganske få minutter.

For i heatet efter hoppede det amerikanske hold i bassinet og barberede mere end tre sekunder af den rekord, russerne netop havde sat.

I den mixede medley består holdet af to kvinder og to herrer fordelt på de fire svømmeture, og her viste amerikanerne skræmmende styrke.

Ryan Murphy, Kevin Cordes, Kendyl Stewart og Lia Neal slog ind i tiden 3.42,33 minutter, hvilket var langt hurtigere end russernes tid på 3.45,87.

Faktisk svømmede både tyskerne og briterne også hurtigere end russerne efterfølgende, men briterne, som var tættest på amerikanerne, var stadig mere end to sekunder efter.

Amerikanernes verdensrekord var den niende, som er blevet sat ved de igangværende verdensmesterskaber i Kazan.

Den tidligere verdensrekord i 4x100 meter medley for mixede hold blev sat af Australien i januar 2014 og lød på 3.46,52 minutter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.