USA sender vicepræsidenten på besøg i Tyrkiet
Det Hvide Hus bekræfter, at USA's vicepræsident, Joe Biden, skal på officielt besøg i Tyrkiet 24. august.
USA's vicepræsident, Joe Biden, besøger Tyrkiet 24. august.
USA's vicepræsident, Joe Biden, besøger Tyrkiet 24. august. Foto: Paul Sancya/AP


Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, aflægger Tyrkiet et besøg 24. august. Det bekræfter Det Hvide Hus lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Joe Biden er den første højtstående repræsentant for USA, der besøger Tyrkiet efter det fejlslagne militærkup i landet 15. juli.

Tidligere lørdag varslede også Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, at USA's vicepræsident vil komme på besøg senere i august.

Besøget vil finde sted på et tidspunkt, hvor Tyrkiets forhold til dets Nato-allierede i Europa og USA er værre end i mange år.

EU-landene og USA har anklaget Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for under dække af militærkuppet at være i gang med at udrense modstandere, så han kan befæste sin position som Tyrkiets ubestridte leder.

Tyrkiet har på den anden side krævet, at USA udleverer præsten Fethullah Gülen. Den tyrkiske regering beskylder ham for at stå bag det fejlslagne militærkup.

Fethullah Gülen var præsident Recep Tayyip Erdogans tidligere nærmeste allierede, men forholdet mellem de to brød sammen for få år siden.

Gülen har fungeret som spirituel vejleder for mange tyrkere. Efter kupforsøget for godt fire uger siden er der blevet slået hårdt ned på tilhængere af Gülen.

Ligesom USA's vicepræsident har Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen (V), planer om at besøge Tyrkiet i nær fremtid. Det bliver dog uden kongehuset, som ifølge tidligere planer skulle gennemføre et statsbesøg i Tyrkiet i oktober.

Dette besøg er blevet udskudt med henvisning til sikkerhedssituationen i landet. Tyrkiet har siden det forsøgte militærkup været i undtagelsestilstand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.