USA om angreb: Leder af al-Qaeda-gruppe dræbt
Amerikanske efterretningsorganer har først i de seneste uger nævnt gruppen Khorasan som alvorlig terrortrussel
USA meddeler, at en al-Qaeda-leder er blevet dræbt under de seneste dages luftangreb.
USA meddeler, at en al-Qaeda-leder er blevet dræbt under de seneste dages luftangreb. Foto: Hasan Jamali/AP


De seneste dages luftangreb mod Syrien har kostet lederen af Khorosan, en al-Qaeda-tilknyttet gruppe, livet.

Lederen af den militante gruppe, Mohsin al-Fadhli, mistede livet under luftangrebene, som USA indledte tirsdag og som fortsatte onsdag, lyder det ifølge en amerikansk embedsmand.

- Vi mener at vide, at han er død, siger embedsmanden under betingelse af anonymitet.

Nogle af de angreb, som USA rettede mod militante islamister i Syrien natten til tirsdag, var mod al-Qaeda-krigere.

Terroristerne, der kommer fra Khorosan, var ifølge USA i gang med sidste fase af planlægningen til et stort terrorangreb mod enten USA eller et land i Europa.

Amerikanske efterretningsorganer har først i de seneste uger nævnt Khorasan som en alvorlig terrortrussel. Medlemmerne af gruppen beskrives som erfarne militante fra al-Qaeda.

De skal have slået sig ned i det borgerkrigshærgede Syrien for at finde et sted, hvor de uforstyrret kan planlægge terrorangreb, producere bomber og rekruttere muslimer fra Vesten til at gennemføre angreb.

USA's præsident, Barack Obama, opfordrer onsdag verden til at stå sammen for at bekæmpe Islamisk Stat (IS).

Dem, der har sluttet sig til den militante gruppe IS, "bør forlade den, mens de kan". Det siger han under en tale til en lang række stats- og regeringsledere samlet til FN's Generalforsamling i New York.

- Terroristgruppen Isil (et andet ord for IS red.) skal nedbrydes og ødelægges.

- Ingen Gud billiger denne terror. Ingen forudrettelser berettiger disse handlinger. Der er ingen begrundelse, ingen forhandlinger, med denne form for ondskab. Det eneste sprog, disse mordere forstår, er magtens sprog, siger præsidenten.

Ifølge Barack Obama deltog fem arabiske stater, Saudi-Arabien, Bahrain, Jordan, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, i tirsdagens luftangreb på Syrien.

Ruslands udenrigsministerium sår tvivl om legitimiteten af angrebene mod IS på grund af manglende samtykke fra Syrien.

Kommentarerne blev ikke umiddelbart uddybet, men USA har tidligere sagt, at Syrien var adviseret om angrebene.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.