USA og Rusland ønsker nye forhandlinger om Syrien hurtigt
Kerry og Lavrov opfordrer til forhandlinger så hurtigt som muligt mellem Syriens regering og oppositionen.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger i en fælles erklæring, at den næste runde syriske fredsforhandlinger i Genève bør indledes øjeblikkeligt.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger i en fælles erklæring, at den næste runde syriske fredsforhandlinger i Genève bør indledes øjeblikkeligt. Foto: Colourbox/Free


Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger i en fælles erklæring, at den næste runde syriske fredsforhandlinger bør indledes øjeblikkeligt.

Kerry og Lavrov, som talte i telefon sent fredag, opfordrer til, at forhandlingerne indledes så hurtigt som muligt.

Forhandlingerne under forsæde af FN skal ifølge den oprindelige plan indledes i Genève den 7. marts.

- Men de er udsat til den 9. marts på grund af tekniske og logistiske problemer og for at våbenhvilen kan få tid til at slå mere igennem, hedder det i en FN-erklæring.

Det russiske udenrigsministerium siger, at Kerry og Lavrov i fællesskab opfordrer til forhandlinger så hurtigt som muligt mellem Syriens regering og hele oppositionens spektrum.

Europæiske ledere betonede over for præsident Vladimir Putin ved et telefonmøde fredag, at den skrøbelige våbenhvile i Syrien skal bruges til at sikre en varig fred uden præsident Bashar al-Assad. Det sagde en talsmand for den britiske premierminister, David Cameron sent fredag.

Sammen med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, François Hollande, og den italienske premierminister, Matteo Renzi, talte Cameron med Putin om våbenhvilen og den politiske uenighed mellem EU og Rusland.

- Den vigtigste pointe ved telefonmødet var, at de europæiske ledere kunne hilse våbenhvilen velkommen, og at den positive dynamik må bruges til at skabe bevægelse ved forhandlingsbordet, sagde den britiske talsmand.

Våbenhvilen i Syrien, der trådte i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag sidste uge, er forhandlet i hus af USA, Rusland og flere stormagter. Både det syriske regime og 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.