USA: Obduktion af sort kvinde støtter politiets påstand
Obduktion af 28-årig kvinde, som blev fundet hængt i Texas-fængsel, tyder på, at hun begik selvmord.
En kvinde lægger blomster ved et mindested for Sandra Bland, der efter en omstridt anholdelse blev fundet død i sin celle. En obduktion viser, at hun begik selvmord.
En kvinde lægger blomster ved et mindested for Sandra Bland, der efter en omstridt anholdelse blev fundet død i sin celle. En obduktion viser, at hun begik selvmord. Foto: Pat Sullivan/AP


Obduktionen af den 28-årige sorte kvinde Sandra Bland, som 13. juli blev fundet hængt i et fængsel iTexas, bekræfter politiets teori om, at hun begik selvmord.

Det siger anklagemyndigheden i Texas.

Der er under den foreløbige retsmedicinske undersøgelse ikke fundet tegn på, at Bland blev udsat for vold fra andre, siger Warren Diepraam, der er vicestatsadvokat i Waller County.

- Jeg har ikke set nogen beviser, der indikerer, at det her var drab. Men vi bliver aldrig i stand til at overbevise alle, siger han på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Obduktionen viser også, at hun havde spor efter marihuana i blodet, og på hendes venstre håndled var der omkring 30 snitsår, som så ud til at være to til fire uger gamle.

Sandra Bland blev anholdt på grund af en mindre trafikforseelse.

Offentliggjorte videooptagelser, som er optaget af et kamera i politibetjentens bil, viser, at et skænderi gik forud for anholdelsen.

Politimanden beordrer hende til at stå ud af sin bil, mens hun beklager sig over at blive behandlet dårligt, fordi hun angiveligt ikke havde blinket af, da hun skiftede vognbane.

Betjenten trækker øjensynligt en strømpistol og trækker kvinden ud af bilen, hvorefter hun trækkes til side på vejen og får håndjern på. Men dette sker uden for kameraets søger.

På båndet kan man høre Sandra Bland protestere højlydt over anholdelsen og beskylder politimanden for at have banket hendes hoved ned i jorden.

Tre dage efter blev Bland fundet hængt i en plastikpose i sin celle.

Hendes familier og venner har sagt, at det er usandsynligt, at hun ville tage livet af sig selv.

Sagen har fået stor opmærksomhed i USA. Ifølge aktivister minder den om andre afroamerikaneres død i konfrontationer med hvide politifolk.

Anklagemyndigheden i Waller County fortsætter efterforskningen af politiet i sagen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.