USA: Masseskyderi og mord i biograf
Syv andre personer blev desuden såret af skud under filmvisning i Louisiana, før gerningsmanden skød sig selv.
En mand affyrede skud i en biograf i USA og skød efterfølgende sig selv. Genrefoto
En mand affyrede skud i en biograf i USA og skød efterfølgende sig selv. Genrefoto Foto: Colourbox/free


En mand har torsdag aften lokal tid åbnet ild i en biograf i byen Lafayette i den amerikanske delstat Louisiana.

Mindst to personer er blevet dræbt i skyderiet, fortæller byens politichef Jim Craft til pressen først på natten fredag lokal tid.

Foruden de dræbte, hvoraf mindst én er en kvinde, blev ni andre såret af skuddene, før den 58-årige gerningsmand tog livet af sig selv.

Tre af de sårede er ifølge en talsmand for delstatens politi i kritisk tilstand, men det er fortsat usikkert, hvor alvorlige kvæstelser ofrene har fået. De er blevet kørt til tre forskellige hospitaler i området, melder CNN

Statens guvernør, Bobby Jindal, bekræfter skyderiet på Twitter og oplyser, at han er på vej til biografen Grand Theatre i Lafayette.

Ifølge politichef Jim Craft trængte betjente ind i biografen umiddelbart efter de første meldinger om skud.

- Vi mener, at gerningsmanden er død. Vi skal nu afhøre alle vidner, siger han ved en kort pressebriefing.

Et vidne fortæller til The Daily Advertiser, at manden begyndte at skyde om sig ved 19.30-tiden cirka 20 minutter inde i filmen "Trainwreck".

Katie Domingue var sammen med sin forlovede til stede i biografen, da tragedien udspillede sig.

- Vi hørte et højt smæld, som vi troede var fyrværkeri, siger hun til The Daily Advertiser og beskriver gerningsmanden som "en ældre, hvid mand".

Angiveligt rejste han sig fra sit sæde og skød rundt i biografen - dog ikke i hendes retning.

- Han sagde ikke noget, siger Domingue, der hørte seks skud og selv flygtede ud af biografsalen uden sin taske og sine sko.

Ifølge politiet er der tale om en 58-årig gerningsmand, der var alene i biografen.

Biografskyderiet kommer, mens en retssag i forbindelse med en lignende tragedie er ved at nå sin slutning. Den sag drejer sig om den 27-årige James Holmes, der er kendt skyldig i drab på 12 personer, han skød i en biograf i Aurora i 2012.

Foruden de 12 dræbte blev 70 andre såret, da Holmes skød omkring sig i biografen, der viste den dengang nye Batman-film "The Dark Knight Rises".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.