USA-korrespondent: Folkedomstol har allerede dømt Cosby
Retssagen mod Bill Cosby kan blive en tv-føljeton af de helt store, mener Se og Hørs Hollywood-korrespondent.


Uanset hvordan sagen mod komikeren Bill Cosby måtte falde ud, har han allerede tabt det amerikanske folks gunst og respekt.

Det vurderer Se og Hørs Hollywood-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, der hen over det seneste års tid har fulgt med i historien om de mere end 50 kvinders beskyldninger om seksuelle overgreb, som skulle være begået af Cosby.

- Man skal jo huske, at selv om sagen først kommer for retten nu, så har han i over et år været dømt skyldig af folkedomstolen i USA, siger Jacob Heinel Jensen.

Onsdag blev Cosby fremstillet i retten på baggrund af en sigtelse for et seksuelt overgreb begået tilbage i 2004. Dommeren fastsatte en kaution på en million dollar.

- Ingen vil genudsende hans tv-shows, og han er blevet frataget en lang række hædersbevisninger og æresdoktortitler. Så han har allerede fået en hård straf, siger Jacob Heinel Jensen.

Det gør dog ikke den aktuelle sag mindre væsentlig eller interessant, hverken for medierne eller for dem, der har følt sig krænket af den nu 78-årige berømthed.

- Det kan ikke komme til at koste ham mere professionelt, end det har gjort indtil nu. Men kvinderne vil jo gerne have ham dømt ved retten.

- Det betyder uden tvivl noget for deres retsforståelse, hvis han bliver kendt skyldig, siger Jacob Heinel Jensen.

Bill Cosby er indtil nu sluppet for retslige skridt, fordi sagerne har været så gamle, at de i juridisk forstand har været forældede.

Men nu forsøger anklagemyndigheden i Montgomery County i Pennsylvania altså at løfte en 12 år gammel sag alligevel.

Og den bliver fulgt minutiøst af medierne. Alle de tre store tv-netværk har sendt live fra retssalen, og dækningen minder ifølge korrespondenten om sagen for tyve år siden, hvor sportsstjernen O. J. Simpson var anklaget for mord på sin kone.

- Jeg tror også, at dette kan blive en tilsvarende lang og profileret retssag. Man mener, at Bill Cosby er god for 400 millioner dollar, og han har sat en hær af advokater på sagen.

- Det kan ende som et bevis på, at man kan opnå meget med penge i det amerikanske retssystem. Der er jo ikke det legale forsvar, han ikke kan købe sig til, siger Jacob Heinel Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.